Lette, sydlige Liv, ei her du Nordboen fængsler.
Stod paa Altanen hist end fremmed Skjønne idag,
Tabte Smaablomsten ned, og blinked venligt med Øiet,
Velske Dronning, til dig, o Roma, staaer dog min Hu,
Du først holder mig fast. — Her sidste Nat jeg nu hviler.
Mindes i eensom Ro hvad rastløs Sjælen fornam.
Mange Billeder svandt, eet staaer end tit mig for Øie,
Ei af Raphael dog, og af Allegri ei malt;
Ei Guercino jeg her og ei Luini gjenkjender,
Skjønhedsengelens Fald har ukjendt Mester mig viist.
Englefaldet
Hist staaer han vaklende paa Himlens Rand,
End er han ei i Nattens Dyb nedstyrtet;
Endnu ei heelt forladt af Lysets Glands,
Den Stolte mellem sig og Herren vælger:
Sig selv han være vil, udløst fra Gud,
Den Tanke styrter ham af Livet ud.
Alt flammer over ham Cherubens Sværd,
I Faldet Skjønhedsenglen sig forvandler:
Halv guddomsskjøn og halv Uhyre alt,
Han mellem Himmelen og Helved famler.
De lange fromt udslagne Englehaar
Sig kruse vildt og stridigt om hans Pande,
Den skjønne Fod alt Dyrets Klo er liig,
Og Lysserafens store Vingepar
Dæmonisk sig som Flaggermusens spidser.
End staae to Lysets Engle ved hans Side,
Deeltagende de paa den Faldne see;
Men Brødens Tanke, som de ei har tænkt,
Kan ei de Renes Himmelro forstyrre.
Den Eene synes mig en salig Qvinde,
Hun peger opad, som hun sige vil:
Een Tanke kun paa Gud, og du er frelst —
Eet Suk om Naade — og du er benaadet.
Den Anden staaer med Haanden paa sit Bryst,
Og skuer stille taus ned i det Svælg,
Som dybt sig aabner for den Faldnes Fod.
Cheruben selv, som Flammesværdet hæver,
Og rede staaer at knuse den Fordømte,
Udstrækker end en Haand, som for at gribe
Og frelse den Forbandede; men nei,
Han vil ei frelses — vee! nu ingen Engel
I Himlen — ingen Gud nu kan — faer hen!
* * *
Dunkle Billed, faer hen, forstyr nu er mine Drømme!
I den fremmede Stad er Natten stille og klar;
Hist Mandolinen kun ved Vindvet klinger fortrolig,
Sydlige Elskovssang i Natten glæder min Sjæl.
Tys, det er mørkt og silde,
Dyb er nu Stadens Blund;
Hist brænder Lygten stille,
Fromt for Madonna kun.
Har du alt Øiet lukket?
Skjønne, slumrer du hist?
Lampen du ei har slukket,
Hører min Sang dog vist.
Eene i Nat jeg stirrer
Til hine Ruder smaa;
Ak, men ei Ruden klirrer.
Tegnet end ei jeg saae.
Øiet ei lønligt blinked
Hist paa Karmenes Sti;
Ei liden Haand mig vinked,
Ei du rulled forbi.
Elskeren sukker herude;
Salig dog bort han gik,
Mødte fra klare Rude
Hist ham et Elskovsblik.
* * *
Ikke drømmer jeg nu, end Serenaden jeg hører;
Men hvi standser saa brat den elskovstonende Klang?
Sælsomt mumler det nu, derude ringler en Klokke;
Hvor gaaer i Fakkeltog den fromme Skare vel hen?
Under hellige Skjærm de Venerabile bære
Til en Døendes Seng — den sidste Salve er med —
For den flygtende Sjæl paa Veien Brødrene bede;
Hist forsvandt de, hvor nys ved Vindvet Elskeren sang.
Gjaldt det hende maaskee, for hvem han Strængene rørte?
Kom hun til Vinduet ei og hørte lønlige Røst?
Ligger hun bleg nu hist med Sakramentet paa Læben,
Mens i Midnatten taus derude Elskeren staaer?
— Toner endnu en Klang? det er som Strængene briste —
Brast et Hjerte nu med? — vær stille ahnende Sjæl!
Hvergang et Pulsslag slaaer, et Liv af Verden bortfarer,
Og for hver Elskovsklang henflyer en elskende Aand —
Stille, ahnende Sjæl, om Jordens Sorg du ei drømme!
Drøm nu om Himlens Ro, og fro du vaagner til Liv.