Stjernebilled-Symbolet
Et Digt.
Et Digt.
Paa Jordens Vold i Universets Hav
Jeg saae alt Liv omskiftes og henfare,
Og Aanden svimled paa al Fastheds Grav.
Jeg opad seer mod fjerne Verdners Skare:
Selv Stjernehæren ruller hen i Sky
Med Billedgaader uden Tanker klare.
Fra hvad der vakler vil min Sjæl bortflye;
Een Stjerne veed jeg dog staaer fast og rolig,
Til sikkre Verdenspol mit Blik vil tye.
Nordstjerne! var du med den Plan fortrolig,
Som aanded Eenhed i chaotisk Alt
Og Fasthed i Omskiftelsernes Bolig?
Skal du staae fast, naar alle Verdner faldt?
Du lyser rolig som det skjulte Øie,
Der alle Sandskorn og hvert Haar har talt.
Med dig jeg vil udstirre i det Høie,
Vil læse Universets Billedskrift
Og dens adspredte Ziffre sammenføie.
Hist Aanden skrev med Sole sin Bedrift;
Hist Verdens Phantasus blandt Stjerner farer
Og titter gjennem Gaadeslørets Rift.
Jeg seer den Verdensdigtnings Billedskarer,
Som Tidens Genius i Drøm opfandt:
Et Tankehav i store Syn sig klarer.
Ideens dybe Urvæld skjult oprandt
Med Nattens Klodevrimmel for Nomaden,
Naar han sit Jordliv til sin Himmel bandt.
Fra Bjerg, fra golde Ørk, fra Bølgefladen
Han maled dristig hvad han ei forstod
Paa Kuplen over Verdens-Colonnaden.
Ideens Glimt ei Nattens Søn forlod
Om Aandens Id og Maalet over Stjerner,
Mens selv han vaded gjennem Sand og Blod.
Hver Tidsfrugt gjemmer skjulte Sandhedskjerner;
Vist Evighedens store Tankestrøm
Gik lønlig gjennem alle Slægters Hjerner.
Og see! hvert Tegn paa Himmelteltets Søm
Hieroglyphisk staaer for alle Tider
Med Minder om den største Sandheds Drøm.
* * *
Hvo saae ei Kampen, Universet strider?
Nordpolens Skatte ruger Dragen paa;
Urslangen sig mod Mælkeveien vrider.
Til Jordens Sol vil Verdens Hydra naae.
Mod Massens blinde Magt i Himmelrummet
Skal Aandens Søn til evig Kamp opstaae.
Hver Slægt, som leved, har en Røst fornummet
Om Kampen, som ei Verden kæmper ud
Før Elementers Livsrøst er forstummet.
Dog evig, som Nødvendighedens Bud,
Gik Tanken om den store Friheds Seier
Fra Slægt til Slægt med den tilslørte Gud.
Eet Idrætsmaal kun Jord og Himmel eier;
Kun een er Sandhedskæmpernes Bedrift;
For een Centralsol kun hver Sol sig neier.
Dybt glimter gjennem Stjerneslørets Rift
Eet Liv i Arabeskers Gaadevrimmel
Med Pyramidesprogets Løndomsskrift.
* * *
Med klarest Glands paa Mælkeveiens Strimmel
I Tyrens og Orions Kamp opgik
Alverdens-Livets Strid paa Tankens Himmel.
Syvstjernen skjælver ved hiin Kamptyrs Nik;
Hyaders Solkrands luer i dens Pande
Og Aldebarans Ildhav i dens Blik.
Af Skyen over Himmelstrømmens Vande
Mod Tankens Søn Kampdyret stormer frem,
Vil Morgenrødens Heros overmande.
Med Himlens Ædelstene i sit Bælte
Har Dybets store Løndomsskat i Gjem.
Forgjæves Kloder mod hans Bryst sig vælte:
Med Sole paa hver Skulder, mægtig, stor,
Han overstraaler Firmamentets Helte.
Bebuder han dog kun den Magt, som kommer
Med større Daad for Himmel og for Jord.
Selv synker han i Dybets Grav hver Sommer;
Men over ham Capella funkler klar
Med Straaleblikket mod Alverdens Dommer.
* * *
Paa Tidens Spørgsmaal har hiin Stjerne Svar:
Mod Øst den tindrer, naar mit Øie stirrer
Paa Gaaden, Jordens Aand til Himlen bar:
Hist Lænken evig mellem Stjerner klirrer,
Som bandt Andromeda til Fjeldet fast.
I Moderøiet Taarehavet dirrer.
Nedtrykt paa Sorgens Stol til alle Tider,
Og spørger om ei Stjernelænken brast.
Som Firmamentets Gangergrif betvang
Og med Gorgonens Rædselsskjold fremskrider.
Om i hans Sværd end tusind Stjerner sang,
Selv Universets Digtningshelt ei ene
Kan løse Verdenssjælens dybe Trang.
Han blusser for det Himmelhøie, Rene;
Men i Medusas Rædselsblik han saae
Den Gru, som kan Alverdens Sjæl forstene.
— — Ak! Verdens Liv kan ei sig selv forstaae;
Blind med Gorgonen Skjæbnephantasien
Greb Skjoldet, hvori Livets Dødsbraad laae.
Een Dissonants i Allivs-Melodien
Fornam hver Sjæl, som lytted til dens Klang,
Selv smeltet hen i Sphære-Harmonien.
Een er Naturens Længsel, een dens Trang:
Dybt gjennem Universet trænger Sukket,
Som Dybets Løndom Himlens Sjæl aftvang.
Det Gjenlyd fandt i Nattergaleklukket,
Naar Stjernelyren funkled over Jord,
Og Svanens Kors i Himmeldybet dukked.
Med Lyren flyver Begeistrings Grif i Nord,
Hvor Dragen over Solvet-Polen truer
Og giftig sig om Nordens Stjerner snoer.
Stolt Herkulsfoden Dragens Hoved kuer;
Mat hvisler Snogens Æt i Kæmpens Haand,
Og tryg hos Kraften Nordens Krone luer;
Dog — Kæmpen styrter uden himmelsk Baand;
I Faldet ydmyg først Herakles vender
Sin Isse mod den største Kraftens Aand.
* * *
Een Kræfters Herre kun Alverden kjender;
Hans Billed har ei Stjernehimlen glemt:
Kun ham til Priis blev Stjernelyren stemt;
For ham kun kæmpe Universets Helte;
Til ham er Verdens Polers Kroner gjemt.
Hver Klode vil sig til hans Fod henvælte;
Han opreist staaer imellem Pol og Pol
Med Mælkeveiens Stjerner i sit Bælte.
Urslangen bøier Ryggen til hans Stol;
Men fjernt paa Skorpionen hviler Foden,
Hvor under ham henhvirvler Jordens Sol.
Og see! hans Hjerte selv, som Himmelroden,
I alle Sphærers Middellinie staaer,
I Kræfters Kamp til Kræfterne forgaaer
Om ham sig store Himmeldigtning dreier:
I Slangens Tvinger Verdenspulsen slaaer.
Hos ham den Vægtskaal staaer, som Sole veier;
Selv vaabenløs i den uhyre Strid,
Han Gaadeordet veed om evig Seier.
Han bærer med Langmodighedens Id
Den Slangers Slange, som hans Haand vel kuer,
Men, som dog aldrig skal forgaae i Tid.
Livskampens Maal og hvad der mægtigst truer
Med Undergang paa Endeligheds Hav,
Det himmelsklart i evig Ro han skuer.
Og Seirens Lønraad, han Alverden gav
Igjennem faldne Verdens-Herkuls Øre,
Opløfter Stenen fra Naturens Grav.
Det Gaadeord skal alle Sole høre
Og atter hviske til Planeters Sjæl,
At Livet kan i store Alt sig røre.
— Flyv, Himmelørn! lyt fro, Delphin, og dvæl
Ved Hippogriffens Susen mod den Høie!
Stands Pilen, Nattens Skytte, ved hans Hæl!
Fjernt skimted Ørknens Søn med Tankens Øie
Blandt Stjernetaager uden jordisk Navn
Den Helt, som kunde Verdensovnen høie.
Steenbukken følger ham med dunkle Savn;
Vandmanden sine Stjerners Strøm udgyder
Og vil paa Sole svømme til hans Favn.
Sin Lænke Himmeldybets Æt ei bryder;
Dog lønlig stræber Verden til sit Meed,
Selv om den aldrig veed hvad det betyder.
Frem Slangens Tvinger seer, hvor Maal han veed:
Fra Øst mod Vest han Seiren seer imøde
Igjennem Tidens Kamp for Evighed.
Fred seer han, hvor Arcturus Straaler gløde,
Hvor lys jomfruelig Seraph han seer
Med Høstens Ax i Verdens Aftenrøde.
Hvad alle Himle vidner om, det skeer:
Dybt under Skorpionens tvungne Sphære
Dens sjunkne Alter reiser sig ei meer.
Hvor Sydens Kloder Himmelkorset ære,
Hvor Phœnix stiger af sin Flammegrav,
Maa himmelsk Argo nye Verdner bære.
Dets Master flyve høit paa Stjerners Hav.
Foroven vogte Himlens Løver rolig
Paa Herredømmet, Magtens Aand dem gav.
Og med de største Kræfters Lov fortrolig,
Selv Nordens vilde Bjørn paa evig Vei
Nedstiger aldrig fra sin høie Bolig.
Med Himlens store Ja paa Dybets Nei
Seer Aanden frem mod Lysets Tvillingrige;
Selv Krebsens skjæve Solgang skuffer ei.
Hver Sol kun synker for igjen at stige;
Dag kommer paa Alverdens største Nat;
Fra Solen seet! Planeters Gang er lige.
For evig skjules ei den Livets Skat,
Som Verdens Argonauter efterhige.
For Dybets Stræben blev der Grændser sat;
Men evig, som Ideen, staaer dens Rige.
* * *
Forstod jeg Stjernehvælvingens Symbol?
Gaaer Verdenssjælens skjulte Tankekjæde
Igjennem Sphærers Blink fra Pol til Pol?
Er overalt Ideens Glimt tilstede,
Selv i de Omrids, Anelsen kun drog
I Dæmring mellem Sol og Sol hernede?
Mon ei Naturens Vægt hvert Sandskorn vog?
Skrev Tiden Runer ei blandt Fjeldets Rifter
Og i hvert Storhedsværk, den sønderslog?
Er der Fornuft kun i vort Jord-Grans Skrifter,
Men ei i Bogen, vi blandt Sole saae?
Betegner den ei Univers-Bedrifter?
Een Daad skal ei med Skabningen forgaae;
Eet Ord, hver Verden veed, som ei udslettes;
Kun det kan alle Stjerner pege paa.
Hiin Aanders Aands Bedrift, som ei forgjættes,
Selv om ei Jord og Himmel meer var til,
Maa skjult i alle Verdners Krands indflettes.
Stav, læs, hvert jordisk Øie! som du vil
Paa Himmelbilledskriften i Naturen!
Den er dog intet tomt Indbildningsspil.
Men Du, hvis Vink uddrog af Tankefuren
Det Lysglimt, der henfoer med Sjælens Sands
Til Tempelkuplen over Verdensmuren!
Til Dig jeg rækker Tankekjædens Krands;
Med Dig jeg staver Stjerneskriften gjerne:
Du øiner selv i alle Soles Glands
Kun Den, som mægtig bærer Sol og Stjerne.