Gamle trofaste Worms! til dig har Rhinen os baaret,
Druen sprudled, og høit lød Qvad paa rullende Strøm;
End engang du fornam vor Jubel, herlige Flodmand!
Viste os høi og stolt hvor Sigurd Lindormen slog —
Her en Kæmpe og stod, en Slangebane saa vældig;
Trøstig stævned han hid, og ei paa Veien han standsed,
Saae fra hver Steen paa Tag end Djævle paa ham og loe.
Ei for Afgrundens Hær og ei for Jorderigs Magter
Skjælved Sandhedens Helt; med ham var Himmelens Gud.
Aanden viste ham Vei, den lyste over hans Høved,
Lyned fra Læben ham med Ordets flammende Sværd.
Helten staaer her endnu — høit Tempelhallen omhvælver
Dette Aasyn, hvormed han djærv for Keiseren stod,
Og naar for Orglets Storm sig Tonehavet opløfter,
Hæver paa dybe Strøm mod Himlen svulmende Sjæl,
Lyser Billedet fromt og synes Herren at prise,
Høit da toner: vor Gud, vor Gud er saa fast en Borg.