Snorretbyggede Stad, du brostenprydede Schakbræt,
Fransk Tragedie du, af Muursteen, hvad er dit Navn?
Manheim nævnes det Værk, og Stykkets Heros er Slottet;
Det som ni Konger staaer, stolt i Huuskeglerad.
Havde Naturen ei med Poesie dog befolket,
Og med Skjønne opfyldt den systematiske Bye,
Al dens Orden og Pryd var spildt paa den, som i Verden
Maaler Skjønheden ei med mathematiske Blik.
Dog ubilligt det er, at dadle Byens Costume,
Er den dygtigste Mand dog stiv i høieste Pynt —
Staae ei udenfor meer, gak ind hvor Døren staaer aaben!
Hvo er Helten, som hist alvorlig stander i Hal,
Seer gjennem Ruden ud, og læser i Midnattens Stjerner,
Mens over Verden taus den store Skjæbne hengaaer?
Friedland, ja det er dig, saalunde Skjalden dig skued,
Da i din Nat han saae din Stjerne voxe og svinde.
Fremmed vandrer du her, som Gjæst dit Billed henfarer;
Folket jubler: Esslair! og Tydsklands Talma jeg saae. —