En Lygtemand en Nat gik ud
For Eventyr at finde;
Han loe ad Taage, loe ad Slud
Og kolde Nattevinde.
Han hopped frisk og væver om,
Kun Lystighed han søgte;
Men hvor den Lygtemand saa kom,
Man troede, at det spøgte.
Paa Rigi laae et Gjæstehuus,
Forinden Lyset brændte,
De Hyrder sad med Viin i Kruus,
Og knap hverandre kjendte.
Om Spøgelser de taled just;
Men nu var Ingen bange,
En Aand, de meente, var et Pust,
Og de var Karle lange.
Den Lygtemand sprang til dem ind,
Han hen ad Bordet dandsed.
De Gjæster fik saa fromt et Sind,
Og frække Tunge standsed.
Hver Hyrde til sin Helgen bad,
Og Ingen saae til Kruset;
Den Lygtemand i Kruset sad,
Og drak sig halv beruset.
Saa raved han ad Bordet hen,
Og tumled fra de Fromme,
Hver Gjæst greb til sit Kruus igjen;
Men Krusene var tomme.
Den Lygtemand sprang med sin Ruus
Paa Rigi om saa længe,
Og da han kom til Staffels Huus,
Gik alle Folk i Senge.
Skjøn Marly slukte Lyset just;
Men flux det atter brændte:
Saasnart det var paany udpust,
Den Lygtemand det tændte.
Skjøn Marly tog sin liden Sko
Og vævre Flamme slukked;
Men nu hun havde ingen Ro,
Hun intet Øie lukked.
Hun føled sig saa luevarm
Fra Foden og til Panden:
En Flamme sad i Marlys Barm,
Og det var — Lygtemanden.
Saa sjungende Hr. Feuerlein sprang om i Kjolen graa.
Det var som man en Bjergtrold i Taagen dandse saae.
I Staffels Huus modtager skjøn Marly os saa mild,
Det var som hendes Kind var rød af Lygtemandens Ild.
Mod Qvel vi staae paa Kulmen, den høie Rigitop;
Did stiger mangen Fremmed fra fjerne Lande op.
Ved Tungemaal adskilte, adskilt ved Land og Hav,
Naturen os foreente og samme Fryd os gav:
Det var, som stod vi Alle for Herrens Aasyn der,
Og nærmere mod Himlen, var Hjerte Hjerte nær,
Vi Solen saae neddale, saa underfuld saa skjøn,
Taus stod vi hos hverandre og fryded os iløn;
Da toned høit en Stemme, saa reent, saa dybt den klang,
Og Alle rørt istemte den høitidsfulde Sang.
Vor værste Fjende kunde vi slutte i vor Favn;
Men mangent Hjerte føled i største Fryd et Savn.
Lyksalig dog, hvo sukked for fjerne Ven og Moe!
Vee den, som ingen eied paa Verdens vide Øe!
I mangent Øie tindred en Taare stille klar,
Nu mangen Sjæl først ahned hvad Kjærligheden var?
Hvo høit paa Jorden standed, og saae i Himlen ind,
For ham gik mangent Lys vist op i stille dybe Sind.
— Du Himmelbarm,
Omhvælvende Bjerge og Dale,
Omfavnet af Guddommens Arm,
Kun du kan om Kjærlighed tale.
Den vide Jord
Er Hjertet, som svulmer og sukker
I Barmen, grændseløs stor,
Som over al Verden sig lukker.
Jordsuk, hensmelt
I Havet af salige Taarer!
Din Længsel i Barmen henvælt,
Som til sin Sjæl dig udkaarer.
Med ubekjendte Skjønne vi steeg af Kulmen ned,
Og holdt dem under Armen, naar de paa Skrænten gled;
Ved Staffel vi adskiltes og aldrig meer dem saae.
Hr. Peregrinus Feuerlein i Græsset sorgfuld laae.
Ham var det, som paa Kulmen os rørte med sin Sang;
Nu nynned han saa vild en Sang og op af Græsset sprang: