Alperose, skjøn og rød!
Høit du staaer paa Bjergetinde,
Blusser glad i Morgenglod,
Leger med de muntre Vinde,
Seer saa frisk, saa livsfro ned
Til al Verdens Herlighed.
Alperose, rød og skjøn!
Følg i Verden mig saa vide!
Følg med Glæde Dalens Søn!
Fro med Strømmen hist vi glide!
Herligheden, som du saae.
Skal vi der tilsammen naae.
Alperose, hellig hvid!
Høiest du paa Bjerget stander;
Fra dit Fjeld du seer ei did,
Hvor sig Farvevrimlen blander:
Mellem Blomster himmelblaa.
Seer du kun Guds Stjerner smaa.
Sjælden dig en Vandrer naaer,
Fjernt din glade Søster luer;
Over høiest Skye du staaer,
Dag og Nat du Stjerner skuer.
Blegner Jordens Glands dig hist.
Salig er din Himmel vist.
Alperose, hellig hvid!
Blege Engel i det Høie!
Følg mig stille salig did.
Hvor ei blændes meer mit Øie!
Hvor blandt Søstre himmelblaa
Stjerner Dag og Nat du saae!
Himmelrose, bleg men skjøn!
Ei du mig paa Jord forlade,
Selv naar gladest Dalens Søn
Gaaer med Søsteren den glade!
Rose hvid, og Rose rød!
Følg mig gjennem Liv og Død!
See hist staaer Jomfrubjerget saa høit saa hvidt i Skye,
Vil stolt fra Munkefjeldet mod Himlens Stjerner flye;
Paa Bjergene henpeger den Fører fra sin Sti
Og sjunger, mens vi vandre det stolte Syn forbi: