B.S. Ingemann (1789–1862)

Ogsaa din skjønne Fest mig fryded, Santa Agnese!

Blomster og Laurens Blad paa Kirkegulvet var strøet.

Venligt dit Billed stod i Halvrotunden paa Altret,

Porphyrpillerne skjønt gjensunkled af tusinde Lys;

Over knælende Folk hang Krandsen ned fra Colonnen,

Der med sit hvide Skjæg en fremmed Pillegrim stod.

Under festlig Choral til Altret Lammene bares,

Hvide som Bjergets Snee, med Blomster prydet og Baand;

Fromt paa Altret de laae, med røde Roser paa Panden,

Medens med helligt Vand dem Bispen vied til Fred.

Løsnes end Festens Baand, og falmer Rosen imorgen,

Fred og Velsignelse nu dog følger hellige Lam;

Med deres hvide Uld skal Bispen smykkes, for Altret,

Indenfor hellig Muur indviet Hjord nu skal gaae;

Aldrig tør fjendtlig Haand det stille Liv nu forstyrre

I den Uskyldiges og Reenes Billed paa Jord.

— Saa skal i Barnligheds og Fromheds hellige Have

Santa Agneses Aand bevare Sjælenes Fred.