Naae vi nu Capri ei heller idag, saa naae vi den aldrig;
Vimplen alt flagrer fra Landet, og Seilet udspiler sin Vinge.
Stort er idag vore Roerkarles Tal; i pyntelig Række
Sidde de smykked’ til Farten: om liinhvide Tunica snoer sig
Bæltet af rosenrød Bomuld; om Straahatten Silkerbaand flagre.
Raske i Tale, med freidige Sind, de synes med Havets
Luner fortrolig. Af Morgenens Glands er Masten forgyldet.
Duggen gjør Seilet til Silke; og livligt i morgenfrisk Luftning
Stævne vi glade mod tryllende Øe, som saa længe os flyede.
Herlige stille Sorrent! dig først dog paa Veien vi gjeste:
Venligt paa digterisk Flugt vi dvæle, hvor sydlig Naturaand
Selv gav sin Følelse Luft i Digterens Elskov og Vanvid.
Tasso! her Lyset du skued; fredsalig du her i din Vugge
Himmelduft aanded; her vifter end Fred. Af underfuld Luftning
Bæres vi her, som ei Foden fornam den Jord, den betræder.
Her os en Genius fører. En Alfdreng med stjerneklart Øie
Viser os Haven og Huset; Han aabner os venlig og stille
Laurens sødtduftende Lund med Orangernes Guldæbleskove.
Her, hvor Seraphernes Fred omvifter og saligt indluller
Hjertet i Drøm om lyksalige Ro, som Jorden ei giver —
Her hvor til Aandernes Rige den Fremmede troer sig henbaaret,
Pirrelig fine Natur i phantastisk bevægeligt Hjerte!
Arme Torqvato! nu her fuldtvel jeg fatter hvorlunde
Hist du maatte fortæres og grumt sønderrives blandt Hoben,
Hvor, liig brusende Hav blandt iiskolde Fjelde, sig rører
Stormvilde Menneskestrøm; Hvo her i Vuggen indaanded
Luft fra Engles fredsalige Kyst, ret aldrig i Verden
Stædes til Ro; for kjærligt og blødt, her Hjertet ei hærdes
Strengt til Jordlivets Kamp; her, sværmende, Sjælen ei lærer
Pantser at bære mod Had og mod Nid og krænkende Uret —
Mindst dog mindst mod Kjærligheds Magt; brat Sjælen bortrives
Elsker og raser og flyer — og saares hvorhen den saa flygter,
Tyer først knuset til Vuggen igjen, hvorfra den udflagred —
Men, saa er det forbi med Freden i Paradiishaven,
Til den befriede Aand, forklaret, i Qvalerne luttret,
Søger i Kjærligheds evige Dyb, hvad Verden frarev den.
Bedre du valgte dit Hjem, hvor Barndomsenglene leged,
Skjaldens fredelskende Søster! her stille du sysled i Huset;
Lauren du pleied i Lunden, og fjernt med Glæde fornam du
Broderens Hæder i Fyrsternes Sal; med kjønnere Krandse
Vented ham Søsteren her, hvor Barndomsenglene leged,
End de Krandse, hvormed ham hist den fremmede Verden
Smykked med martrende Haand. Dog bort, I Minder fuldbittre!
Aldrig henfoer over Jord en Genius, kjærligt bekrandset,
Som ei Vingen har stødt til Blods i Smaaligheds-Sværmen,
Og som ved Himmelens Port ei rystede Blodet med Smudset
Glad af Vinge og Krands. Far hen i underfuld Luftning,
Skuffende Drømme om Fred blandt stridende Menneskesjæle!
Farlig er Blødhedens Drøm, hvor dog vi til Striden maae vækkes.
Stolt som en Kæmpe i mægtige Hav, Lyksalighedsøen
Vinker os hist; kun Stræben og Kamp vil Livet; men Døden
Stilhed lovpriser og flumrende Ro. Ei længer vi drømme!
Kom kun, lystige Kuling, udpust os nu Seilet! bortflyver
Krandsen os end af det flagrende Haar — bortruller i Strømmen
Guldæblet hist fra Drømmenes Lund — i Stormen vort Fjeld-Maal
Roligt end staaer; vil det knuse vor Baad, ei meer det dog viger —
Freidig og feirende, snart vi staae paa hiin herlige Fjeldtind.
