Jeg stod en Sommermorgen i Herthas grønne Lund
Ved den brusende Fjord.
Trælle gik til Døden i favre Morgenstund;
Der var blodige Spor.
Fælt Trællene jamred i Lunden.
Om Livets Lyst de trygled; de skreg til gamle Thor;
Men han hørte dem ei.
Ynkelig de skreg til hver Afgud i Nord
Paa den blodige Vei.
Sidst skreg de mit Navn gjennem Lunden.
De ynkelige Trælle var neppe Livet værd;
Jeg blev bister i Hu:
”Slagtesviin kun hvine, før Kniven er dem nær —
Dansk Dreng ei kjender Gru.”
Der blev tyst som i Graven i Lunden.
Tolv Offerknive blinked i mørke Præsters Haaand
Ved den blodige Steen.
Trællene laae tause, som Offerlam i Baand,
Mellem Øxnenes Been.
Det blev mig for skummelt i Lunden.
Ud foer mit gode Sværd mig af Balg med megen Hast;
Det sused i min Haand.
Præsterne bortflyede, og Offersteenen brast.
Saa sprængte jeg hvert Baand.
Glad Trællene jubled i Lunden.
Men nu jeg var i Aande, og nu jeg gjorde lyst:
Først Asathor jeg vog;
Saa styrted jeg Odin i Gruus ved Fjordens Kyst.
Hans Tempel jeg nedslog.
Mit Korsbanner vaied i Lunden.
