Har Paris du alt seet? — een Maaned hist jeg beundred,
Hvad paa en Time her ustadigt Hjerte har glemt;
Dig dog glemmer jeg ei, du Erkeengel med Sværdet,
For dit himmelske Blik maa Helveddragen forgaae.
Himmeldronning, selv du i Glimmerstaden var hjemme,
From og moderlig stod ved Vuggen du hos de Smaa,
Og af Vuggen udsteg i Moderarmen den Herre,
Som paa Sodomas Grav et evigt Forsal har bygt.
Rafael, det var dig, som lærte Engle udvandre
Over den vide Jord, og, hvor den fremmede Sjæl
Ei Gudbilledet saae for Verdensranglerne trindt det,
Dine Engle dog fro mig Himmelthronen har viist.
— Rust dig nu, Vandrer, glad til Sommergangen paa Fjeldet!
Linnedkjortelen paa, og Alpestaven i Haand!
Jurabjergene hist dig vinke med deres Borge;
Habsburgs mægtige Huus er ei nedstyrtet endnu.
Rudolphs herlige Hal end Vedbendranker omkrandse;
Der vi stande ved Gry, og see den stigende Sol!
— Holbeins Dødningedands dog først den Fremmede søger;
Men forsildig han kom, den gamle Dands er forbi.
Anderledes dog ei i ny Costume det ganger:
Livet dandser end flink ved Beenradjunkerens Haand.
— Hist paradisisk Lund om gamle Riddersal grønnes,
Der staaer Ridderens Ham endnu med Landsen i Haand.
Skjønt i Gravhulen hist fraoven Lysstraalen falder:
Graven sprænges, og lys til Liv den Skjønne udgaaer;
Stille Kjærlighed her ved Konst forherliger Savnet,
Og den Fremmede selv veemodig glæder sig her.
— Hist paa Ruinen boer en Søn af wertherske Lotte,
Over romantisk Grav opblomstrer virkeligt Liv.
Eensom i dunkle Skov med Riflen ganger en Jæger,
Gammel er han og graa, han fryder, sjunger og leer.