I mine unge Dage
Jeg kunde aldrig jage
For Hjertesorg og Hjertelyst;
Nu Smerten er forvunden,
Nu Lysten er forsvunden,
Ei bæver Flinten ved mit Bryst.
Tit lod jeg Armen synke
Og maatte Hinden ynke,
Som søgte Skovens Konge glad.
Naar Hjort nu Hinden kalder,
I Busken snart han falder:
Jeg lokker ham med Fløiteblad.
Mig Ven og Broder døde,
Mig Verden tyktes øde,
Jeg haabed næste Dag at døe.
Nu sukker jeg ei mere,
Kan ikke tabe Flere,
Og blev dog graa paa Verdens Øe.
Saa gaaer det med dem Alle;
Lad Træets Blomster falde!
Det staaer dog grønt til Vintertid.
Lad Skovens Konge synke,
Lad Hinden flye og klynke —
Ad Aare leger hun med Kid.
Lad Øine kun sig lukke!
Lad unge Hjerter sukke!
Lad græde Brud paa eenlig Stie!
Den Sorg paa Jord ei findes,
Som ei kan overvindes,
Ad Aare er den Graad forbi.
Min Brud laae bleg paa Baare,
Jeg stod med hede Taare
Og ønsked mig i Jordens Skjød;
Før Vinteren var svunden.
Gik Jægeren i Lunden,
Og sang om Kinden, som var rød.
Den Jæger vild bortflyede,
Den Skjønne Lunden skyede,
Hun græd fra Gry til Sol gik ned.
Mod Vaar hun gik til Dandsen,
Fro bar hun Brudekrandsen;
Men der var ingen Jæger med.
End synger gamle Jæger
Og tømmer frisk sit Bæger;
Men nu ad Sorg og Fryd han leer.
Hvad er det Alt tilsammen!
Udslukkes maa dog Flammen,
Og hvad der svandt, kom aldrig meer.
Hjertehaanende Klang, dæmonisk du mig forfølger,
Vildt krampagtigt du leer og dræber barnlige Fryd:
Paa livsalige Vei mig Tungsindsravnen omsuser;
Stærk er Tonernes Magt og mægtig Aandernes Kamp.