I Modgang loe jeg vel mangen Gang,
Og tidt jeg sang i Elende;
Men aldrig jeg loe, ei heller jeg sang
Tre samfulde Aar tilende.
Mig Bispen førte, liig Bjørn i Buur,
I Løndom med Keiserleiren;
Og jeg sad stille bag sorten Muur,
Naar Hæren stormed til Seiren.
I Verden var Holger Danske glemt;
Fast død var Æren med Navnet.
Ved Ebro gik det Keiseren slemt;
Mod Mauren blev Dansken savnet.
”Var Nordens Vildbas saasandt ei død”
— Saa klang det fra Bispens Tunge —
”Fuldvist han hjalp os af denne Nød
”Og lod nu sit Glavind runge.”
Brat Keiseren blev som en kalket Muur;
Men Roland nikked heelt kløgtig:
”En levende Bjørn her sidder i Buur;
”Han tykkes mig fuldt saa dygtig.”
”Vil Morbroder høre mit Raad idag,
”Vi løse hiin stærke Fange!
”Og komme vi ei med Seir fra Slag,
”Jeg selv vil i Buret gange.”
Paa Roland stirred Keiseren vist;
Han kunde hver Sjæl udgrandske:
”Saasandt mig hjælpe hiin rige Christ!
”Den Bjørn er dog Holger Danske.”
”Men har han døiet saa lang en Bod,
”Og er han ei død af Hunger,
”Sin Krop han bærer vel knap paa Fod,
”Og mægtigt hans Sværd ei runger.”
”Men var han en fuldtagen Mand endnu,
”Og gav jeg ham fri med Ære,
”Til Hævn vel før staaer Danskerens Hu,
”End til mit Banner at bære.”
”Den Karl er endnu heelt vel ved Magt”
— Fra Bispens Tunge lød Svaret —
”Dog til han har svoret os trofast Pagt,
”Han sidder fuldtvel forvaret.”
De gik til Taarnet, hvor Holger sad;
De tinged med mig om Pagten.
Da sparked jeg Muren ud fuldglad;
Dertil min Fod havde Magten.
De studsed Alle, som saae derpaa;
De kjendte mig før ei ganske:
De meente, det var de Mure graae,
Der fængslede Holger Danske.
Min Villie kun var mit Fangebuur:
Min Synd kun vilde jeg sone.
Fri gik jeg ud af den sprængte Muur;
Fri svoer jeg for Keiserens Throne.
