Histoppe to Borge jeg skuer,
Der boede de Brødre engang,
Der brændte de mægtige Luer,
Der Jomfruen smiled og sang.
Hvergang til de Brødre hun smiled,
Det blev dem om Hjertet saa sært; —
Men taus fra den Skjønne bortiled
Hvem Hjertet dog høiest var kjært.
Til Skyggen i Borgelund søger
Den Ridder saa stille og tro;
Paa Borgen med Jomfruen spøger
Den Broder saa lystig og fro.
Og glad han skjøn Jomfruen fæster,
Hun sidder med gyldene Ring;
Mens fremmede Lande han gjæster,
Hun taus gaaer i Hallen omkring.
Paa Klippen i fædrene Bolig
Staaer Broderen stille og tro.
Bevogter den Jomfru saa trolig;
Men aldrig hans Hjerte er fro.
Hvi kommer den Brudgom saa silde
Med fremmede Skjønne igjen?
Nu blegner den Broder saa stille,
Og kaster ham Straalhandsken hen.
For mig skal de Brødre ei stride:
— En Engel imellem dem staaer —
De Brødre adskilles saa vide;
Men Bruden til Klosteret gaaer.
Bag Gitteret Taarerne trille,
Den Ridder er lystig paa Borg;
Den Broder, saa tro og saa stille,
Paa Liebenstein skjuler sin Sorg.
Paa Sternfels er Glæden til Ende;
Den fremmede Skjønne mon flye.
Hvorhen skal den Ridder sig vende?
Han favned den troløse Skye.
For Glands har Klenodet han givet,
Bag Gitteret græder hans Brud;
Kan Broden udsones med Livet?
Vildt stirrer i Natten han ud.
Da synker til knusede Hjerte
Den Broder ham stille og tro:
Vær hilset, du Broder i Smerte,
Nu vil vi tilsammen her boe.
Og vil vi, den Jomfru til Ære,
Saa eene nu leve og døe;
Hos Gud vi tilsammen skal være,
Der see vi den hellige Moe.
Hist Brødrenes Borge jeg skuer;
Men Ingen nu mere der boer.
Udslukt er de mægtige Luer,
Og Slægten udslettet af Jord.