Hvormed fortørned vi dig, du viinløvkrandsede Flodmand,
Gamle ærværdige Rhin, besang vi fro dig ei tit?
Vildt du dog rysted dit Skjæg, og slog din fraadende Bølge,
Mens mod Klippen du svang i Stormen hvirvlende Baad,
Og mellem Fjelde og Skjær i Skyebrudsmulm den os kasted
Voldsomt i Strømmene fort, de stolte Borge forbi;
Ørnereder, de hang paa Fjeldkant over vort Hoved;
Men i stormende Flugt ei Sang og Strengeleeg klang.
Dog i Stormen jeg saae paa Fjeldborg Kæmper sig reise,
Sværdet i Ridderens Haand i Taagen blinked saa lyst;
End foer Aanden ei hen, endnu den stolt fra Ruinen
Mindes herlige Tid, da Barden i Høienloft qvad,
Da om Seier og Kamp i Ridderhallen det toned,
Mens blufærdige Møe sad from hos blussende Helt.
Mangen Daad, som er glemt, og mangen Sang, som forstummed,
Sused i Stormen hen, som Heltens herlige Aand.
Du har oplevet det Alt, du gamle brusende Flodmand,
Ei det forlyster dig nu, at mindes det Alt er forbi;
Derfor du ryster dit Skjæg og slaaer din fraadende Bølge,
Naar fra Riddernes Borg sig hæver Forgangenheds Røst.
Sused nu ogsaa den hen, dog ei forgjæves var Farten;
Gamle brusende Rhin, du var i din Vildhed ei stum.
Hvergang Hvirvelen slog mod Snekken, tordned din Stemme,
Til dine Sønner den lød, og spurgte om længer de sov,
Om ei nu det var Tid engang for Alvor at vaagne,
Om Germanerens Kraft laae død under Ridderens Borg.
Glæd dig, du Gamle, endnu er Livet om dig ei jordet,
Ei det rører sig blot i Rankens gjærende Saft;
Dybt det gjærer iløn i Aanden, den gamle gjenfødte,
Som fra Dal over Bjerg hensuser, en voxende Hær;
Glæd dig, du Gamle, endnu sig rører om dine Strømme
Kraft og ridderlig Aand, hellig Begeistring og Tro;
Prøvelsens knugende Kors har vakt de slumrende Helte,
Og i Forbandelsens Spor opstaaer Velsignelsens Træ;
„Gid du bebuded mig meer, end Haab og Glimt om hvad kommer”
Mumler i Dybets Skum den Gamle, og ryster sin Lok,
Bærer formildet dog nu til Land den Fremmede rolig;
Venlig i Aftenens Glands mig hilser glindsende Stad.
Glad paa Svalen jeg staaer, og seer den Flydebro glide
Stille tilbage og frem, fra Stad til klippehøi Bred.
Hist staaer Ehrenbreitstein, der dundrer den tømrende Hammer;
Snart sig hæver igjen paa Klippen trofaste Borg.
Rust til Kampen dig kun, Germania, byg dig kun Borge!
Byg dem paa Klippernes Pynt, staa selv som Fjeldroden fast!
Frugtbart er Tidernes Skjød, er end med Drager det svanger,
Engang kommer den Tid, da Dragers Yngel forgaaer.
— Hisset Mosel og Rhin, som Brødre, favnes fortroligt,
Rulle foreenede hen, og dobbel er Brødrenes Kraft;
Naar skal Germaniens Liv saalunde forenet henrulle?
Samler først Evigheds Hav den smaalig udstykkede Strøm?
Hvor skal i Aandernes Land paa Jord et Constans findes?
Stridig er Strømmenes Gang, og Havet det store er fjernt.
— Eensomt fra Verden adskilt, hist Kløstret stander paa Høi;
Ve! sig skjuler paa Jord endnu den stillere Sjæl.
Fred har det Hellige ei, før knust er Bespottelsens Pande,
Varslende stander end her paa Bjerget sælsomme Kors:
„Der vanhellige Haand afsindig Frelseren trued,
Spottende Gallier hist svang seiersstolt Sværd mod hans Bryst;
Men for den Helliges Blik nedstyrted knust paa Fjeldgrund
Svimmel Spotter med Gru, og blegned paa blodige Steen.”
Tak for hellige Sagn, du Fremmede, som mig her følger!
Kyndig i Krønikens Skrift, du kjender og elsker mit Nord,
Nævner de Helliges Navn, som før dets Ære forkynded,
Skimter i Tidernes Mulm gjenfunklende Nordlys endnu.
Gid du varsled mig Sandt, gid Skye ei Nordlyset slukke!
Taaget er Norden og kold; dog stille luer og dybt
Lyset fra Fædrenes Grav — og Korset paa Kæmpernes Høie
Lyser hver Julenat end og vækker den slumrende Aand.