Ofte velsigne vi dig, du Møe med de himmelske Øine!
Sancta Lucia! her prises dit Navn i din Gades Pauluner.
Os du et Fristed har skjænket i Larmens bedøvende Hjemstavn;
Herligt fra høie Pallads vi udsee over himmelske Havbugt;
Tidt paa Altanen vi glædes ved Qvel, naar Stjernerne tindre:
Ligefor speiler Vesuv i Bølgen sin flammende Søile;
Snoer sig en brændende Slange hist ned over Bjergryggens Skraaning?
Langsom nedruller i Mulmet en Flodstrøm af glødende Lava.
Rolig er Himmel og Hav. Hist slumrer i fattige Hytte
Hyrden i Tryghed paa Afgrundens Laag og om Faren ei drømmer.
Baade med Blus paa Golfen saa sagtelig glide, og stille
Svøber sig Maanen i Sølvflor og seer hvor dog Jorden er deilig.
Stundom vi freidig paa Naboens Tag over Loggien udstige;
Mildt klinger Guittarens Stræng i den stille fortrolige Natluft.
Sagtelig klirrer et Vindue hist, og med nysgjerrig Titten
Lytter sortøiet Signora i Skjul til de fremmede Sange.
