Første Hyrde.
Min Alp er min Lyst, paa Bjerget er Glæde,
Det klinger fra Fjeld, det svarer dernede.
Hør Bjerget har Tunge,
Den Tunge har Røst,
Og Malmen kan sjunge
Fra Fjeldebryst.
Med Sangklokker ringer til Messe min Hjord,
Og Hyrden lovpriser i Sangfuglchør,
Fra Kapellet af Fjelde,
I Skyernes Favn,
Den himmelske Hyrdes
Velsignede Navn.
Anden Hyrde.
Bag Skye over Jord,
Paa Alpernes Toppe,
En Konge heroppe
Hos Ørnen jeg boer.
Blandt Hjorden jeg høit mit Septer svinger,
Mig adlyder en Hær, naar min Alpeluur klinger;
See min Throne er Klippen, den staaer i Ro,
Og min Trofast vogter sin Konge saa tro.
— Bag Skye over Jord,
Paa Alpernes Toppe,
En Konge heroppe
Hos Ørnen jeg boer.
Tredie Hyrde.
Lad Sneeskredet tordne i Alpdalen ned,
Lad Bjergtrolden rase, jeg sjunger i Fred.
Vildt Strømmen nedknuser
De Graner fra Fjeld;
Naar Bjergstrømmen bruser,
Forlystes min Sjæl.
Dernede forsvinder den smilende Jord,
Histoppe udvides den Himmel saa stor.
Der af Himle er mange.
Hvert Hjerte har sin:
Min Hjord er min Herres,
Hyrdinden er min.
Men fort gjennem Skoven!
Lad klinge foroven!
Lad klinge de Sange!
Lad Hyrderne gange!
Lad sjunge med Fred
Hvo ei maa afsted!
Men vi maae afsted.
Gjennem Alpdalen ned!
Over Haggen op!
Over Fjeldetop!
Paa den bratte Stie,
Det steile, det skaldede Mythen forbi!
Stiig freidig du fremmede Skare!
Hist ligger med sine Tage røde
Mellem Buskene Schwytz, den venlige Bye;
Der qvæge vi os i Hvile og Lye
Mens Middagsstraalerne gløde.
Men stakket er Hvilen i fremmed Bye;
Snart gange de Reisende ud paany
Og munter afsted,
Imod Søen ned!
I Baaden alt Roerkarlen sjunger.