Hist i den liden Lauerzersøe
Staaer Schwanau, den eensomme Klippeøe;
Der sad den Eeneboer saa stille,
Saae Bølgen nede om Klippen spille,
Saae taus den Fremmede seile forbi,
Histoppe gik Hyrden paa bratte Stie;
Den Gamle saae hen over Søe og Fjeld,
Han sad der ved Grye, han sad der ved Qvel.
— Fred være med alle de Døde!
Naar Dandsskalmeien i Goldau klang,
Saa sælsomt den Gamle paa Øen sang:
Det var som han kunde i Himlen skue,
Han syntes at varsle, han syntes at true.
Paa mørke Rossbjerg peged han op,
Og Stenen rulled fra Bjergetop;
Men hvergang de Piger i Goldau qvad,
Den Gamle knæled paa Øen og bad:
Fred være med alle de Døde!
For Gubben sig korsed den Hyrdemøe,
Han stod som et Gjenfærd paa eensom Øe;
Naar Hyrden i Dalen hans Sange hørte,
Det var som Bjerget sig over ham rørte.
Og hvergang i Goldau et Barn blev fød,
Paa Øen de sælsomme Sange lød;
Men hvergang i Dalen de Liigklokker klang,
Saa glad den Gamle paa Øen sang:
Fred være med alle de Døde!
En Morgen det ringed i Goldaus Bye,
Pilatus stod i sin Taageskye,
Paa grønne Rigi alt Solen funkled;
Men mørke Rossbjerg Dalen fordunkled.
Saa høit den Gamle paa Øen sang;
Men høiere Glæden i Goldau klang.
Til Kirke gange den Brudgom og Brud,
Gaae aldrig mere af Kirken ud —
Fred være med alle de Døde!
Og Ingen leved i Goldaus Bye,
Som saae det kommende Morgengrye,
Og der de Klokker holdt op at kime,
Da slog for Goldau den sidste Time:
Fra Rossbjerg drøned det underfuld,
Og Goldau laae under Bjergemuld;
Saa taus der blev i den samme Stund,
Der græd ei Barn, der gjøede ei Hund —
Fred være med alle de Døde!
En Steenhob staaer nu, hvor Goldau laae.
Over Kirkespiret de Muuler gaae.
Ved Klippeøen nu Baaden lander;
Men Gubben ei mere paa Klippen stander.
Sort Søen svulmed, da Goldau svandt,
De Bølger høit over Schwanau randt;
Men fjernt stod Gubben med Pilgrimsstav,
Fra Rossbjerg han sang over Goldaus Grav:
Fred være med alle de Døde!
Ved Eremittens Hytte paa liden Klippeø
Staaer nu i Aftensolen en venlig Sveitzermøe;
At Mennesket er eene, hun mener ei er godt.
Det siger just ei Læben, det mener Øiet blot.
De unge Reisegjæster modtager hun saa glad
Og viser dem i Hytten, hvor Eremitten sad.
Her boer hun med sin Fader, den gamle Tømmermand,
Gaaer eene nu paa Øen, mens Gubben er iland.
Paa Klippens Pynt vi stige, den Svimle knæle maa,
Ved Vindvet under Taget man sikkrere kan staae;
Til Vindvet under Taget, i venligt Ledebaand,
Jeg gaaer ad snevre Trappe, ved liden Røsslis Haand.
Fra Jomfruburet seer jeg ud over stille Søe,
Ved Siden staaer og strikker den skjønne Sveitzermøe;
I Aftenrøden gløder den friske Rosenkind,
De brune Lokker flagre for Søens lette Vind.
De Reisefæller kalde, ombord jeg dem alt seer.
Farvel, du liden Røssli! dig seer jeg aldrig meer.
Fra Øen Baaden svømmer, paa Klippen Møen staaer,
Fra Panden hun bortvifter de lange Silkehaar;
Med hvide Haand hun vinker, de Fremmede bortflye.
Det fjerne Billed glindser i Aftnens gyldne Skye.
Saaledes saae jeg ofte, i Billed eller Drøm,
En Møe paa eensom Klippe midt i den dunkle Strøm,
Jeg Ariadne mindes paa Naxos Klippestrand —
Men Billedet forsvinder — fort Drømmer, stig i Land!
Hvor her er taust og øde — du staaer hvor Goldau laae;
Blandt store Klippemasser vi over Byen gaae.
Et eensomt Herberg ligger dog mellem Steen og Gruus,
Sig til Kapellet helder det lidet Gjæstehuus;
Foroven truer Rossbjerg end som en Troldmand sort,
Den Fremmede udhviler og vandrer snarlig fort.
Dog trygt vi her vil slumre paa Graven, mørk og stor,
Paa store Grave slumre vi overalt paa Jord.
Naar Morgenrøden vækker os af den korte Blund,
Paa grønne Rigi vandre vi i lyse Morgenstund.