De slide, de slæbe, de betle for Brød;
For Livet de trælle til deres Død.
I Livsbekymring de sig nedsænke;
Men paa Livet — har de ei Tid at tænke.
Den Livsbekymring jeg kjender ei:
Mit Brød jeg finder, som Spurv paa Vei.
Døer hele Verden af Hungersnød,
Jeg overlever den — uden Brød.
Aartusinder kan sig i Grav nedsænke,
Paa Livet jeg har god Tid at tænke.
Dog, ak! det er mig til liden Baade:
Min Tanke løser ei Livets Gaade.
