Edelbert og Augustinus
(en Legende.)
(en Legende.)
Mægtig frem af Troen drevet,
Korset i den fromme Haand,
Øiet imod Himlen hævet,
Og af Kraftens gode Aand
Lønligt underfuldt omsvævet,
Augustinus vandred om,
Og forkyndte Christendom.
Over Bierg og salten Vove
Han blandt Hedninger omdrog,
Lærte dem Guds Søn at love,
Tyded dem hans Viisdoms Bog,
Nu han kom til Bretlands Skove;
Der i Mørkheds Ly han saae,
Skumle Afgudstempler staae.
Gudebilleder han skued,
Hugne ud af sorte Steen,
Blodbestænkte Altre lued
Mellem hvide Dødningbeen;
Og han korsed sig og grued,
Gik for Edelbert at staae,
Og til Kongen taled saa:
“Konge! vil du salig være,
Dyrk den Gud, paa hvem jeg troer,
Lad mig kynde Jesu Lære!
Tag hans Kors, og hør hans Ord!
Bedre Jorden kan undvære
Maanens Straale, Solens Ild,
End det Lys, jeg tænde vil.
“Falske Guder, I tilbede,
Som ei Siælen frelse kan,
Jeg til ham vil Eder lede,
Som alene er i Stand
Til at styrke og helbrede,
Til at kalde Verdner frem,
Og igien — at knuse dem.“
Kongen studsede og svared:
„Ei jeg kiender Eders Gud,
Ei den Mand, som har forklaret
Eders Fædre Himlens Bud;
Men er det Jer aabenbaret,
Og nødvendigt til vor Ro,
Hvorpaa skal vi Eder troe?
Kan den Gud, om hvem du taler
Som du kalder ene stor,
Som du os saa mægtig maler,
At i Himmel og paa Jord
Han fordømmer og husvaler,
Kan han ei fra Himlen hist
Sende os et Budskab vist?“
“Ei Du paa det Budskab vente!
— Svared Augustinus fro —
Det er kommet længst, — O! kiendte
Du vor Christ, og vilde troe
Jordens Frelser, Guds Udsendte,
lod Dig igiennem Tid og Rum
Herrens Evangelium.“
„Hvordan skal din Christ jeg kiende?
Aldrig jeg hans Aasyn saae;
Hvorhen jeg vil Øiet vende,
Seer jeg Mennesker kun staae,
Og maa dig din Gud nu sende,
At jeg ham tilbede skal,
Hvad bekræfter mig dit Kald?
Kan du mig et Tegn vel vise,
Mægtig styrkende din Tro,
Nu, saa skal din Gud jeg prise,
Troe som du og vorde fro;
Men kan ei din Magt bevise,
At en Gud dig hid har sendt,
Saa er her din Tale endt.“
“Konge! — svarede den Fromme —
Salig hver, som seer og troer!
Mere salig, hvo kan komme
Til Forvisning ved et Ord!
Er dig Herrens Taler tomme,
Er hans Røst ei sand og stærk,
Troer Du intet Underværk.“
„Christen! ti, — den Konge svarer —
Menneskelig Kløgt formaaer
At udspænde Siælen Snarer,
Helst naar selv den tvivlsom staaer;
Hvor en Gud sig aabenbarer,
Vil jeg see hans Guddoms Spor,
Troer ei Menneskenes Ord.
„Dine Fædre Dig oplærte
Til at troe den døde Christ,
Du det greb med barnligt Hierte,
Og nu tykkes det dig vist;
Mine Guders Flammer nærte
Mine Fædre førend jeg,
Og jeg dem forlader ei.
„Deres Billeder jeg skuer
I den dunkle Offerlund,
Tænder deres Alterluer,
I den tause Midnatsstund,
Naar for deres Harm jeg gruer,
Knæler jeg for Altrets Fod,
Og forsoner dem med Blod.
„Du, som mine Guder hader,
Du, som dem omstyrte vil,
Fly! før deres Harm sig bader
I dit Blod til Cymbelspil;
Viid, naar atter du oplader
Læben i min Kongehal,
— Guderne Du offres skal!“
Saa Kong Edelbert ham svared,
Augustinus taus bortgik,
Ei han Hedningen opklared,
Gik med taarevædet Blik;
Men i Natten aabenbared
Sig for ham en Engel skiøn,
Hvisked til ham sødt i Løn:
„Augustinus! mistvivl ikke!
Underfuldt er Herrens Raad;
See! han maa sin Engel skikke,
At berede dig din Daad:
For de vilde Hedningblikke,
Skal din Frelser træde frem,
Og til Andagt smelte dem.
„See! jeg har hans Aasyn malet,
Som i Himlen jeg det saae,
Andengang paa Jord neddalet,
Skal i Farveglands han staae,
Som han aanded, som han taled
Hisset i Gethsemane;
Augustinus! vaagn, og see!“
Englen taug, og var forsvunden,
See! og det var Morgenrød;
Augustinus, vakt af Blunden,
Saae en Glædestaare flød
Ned paa Leiet — den var runden,
Og det klare Øie saae
Jesu Billed for sig staae,
Himmelsk salig som han leved,
Med det høie Guddomsblik,
Som til Faderen sig hæved,
Mens han Martyrgangen gik,
Augustinus saae — og bæved
“Du min Frelser!“ — brød han ud —
Knæled — bad — og priste Gud.
“Jeg Dig seer i Glands nedstige,
Ei af menneskelig Haand
Stillet frem for Dødelige,
Det kan kun en salig Aand,
Englen kun, som i Guds Rige
Aasyn imod Aasyn saae
Dig, vi blindt tilbede maae.“
Med det underfulde Billed
Augustinus vandred fro,
For Kong Edelbert det stilled,
Knæled, raabte: “see! og tro!“
Kongen saae — en Taare trilled —
Andagtsfuld han sank til Jord,
“Herre! — sagde han — jeg troer.
“Jeg har seet ham, jeg ham kiender:
I min Drøm han for mig stod;
End hans Glands mit Øie blender,
Med det Blik han mig forlod,
Saadan foldet var hans Hænder;
Det er ham, jeg veed det vist,
Vær mig naadig Jesu Christ!
“Du, som mig hans Billed viser,
Store, underfulde Mand!
Salig jeg din Gud nu priser;
Tolk ham i mit ganske Land!
Viis os Himlens Paradiser!
Før os i din Frelsers Favn,
Før os did i Jesu Navn!“
B. S. Ingemann.