Løfted Konstkæmpens Haand end Pantheon, som en Kugle,
For at pryde dermed det største Menneskeværk;
Større tykkes mig dog den skjønne, hvælvede Kuppel,
End Colossen, hvorpaa den hvile kan, som en Knap,
Skal til Storheden først forstandigt Øiet sig maale,
Seent forbausede Blik beundrer Massen dog kun;
Derfor mægtigste Dom i Verden længe jeg skued,
Før dens Storhed jeg saae, og maale maatte jeg først
Kæmpebørnene hist, som bære Vievandskarret,
Hanen paa Muren, og Apostlens vældige Pen,
Før fra det Smaa jeg til det Store Tanken opløfted,
Og begreb, at jeg stod i Peters mægtige Dom.
Daglig voxer den nu for det forbausede Øie,
Helst i Skumringen, naar hver smaalig Prydelse flyer,
Eller naar Pavens Hær paa store Festdag indtræder,
Og paa Gulvet der staaer, som Tinsoldater paa Bord.
Hviler Petrus end hist, hvor evigt Lamperne brænde,
Røres til Andagt her end mangen troende Sjæl;
Afgudsbilledet dog fra Himlen Øiet bortdrager,
Mens den knælende Hob dets Fod opslider mod Kys.
— Styrte maa du engang, du Tempel, bygget i Mørket
Af hovmodige Aand, paa gamle Afguders Grav!
Kunde Himlen du naae, dog Jorden under dig sukker:
Sjælenes Babelstaarn paa Aflads-Blodguld er bygt.
Styrte maa det engang, og Saliggørelsen tale
Over store Ruin med tusind Tungemaals Klang.
Verden rummer du ei, du største Kirke paa Jorden!
Større over dit Gruus skal Verdenskirken opstaae.