Over den knagende Bro gaaer letfodet Mule med Bjæden;
Nikkende alt han sidder i Sadlen, den troe Berbieri.
Hisset jeg seer en Ruin. Minturnæ! her var det du kneised.
Kjølende Morgenvind, kom! bortvift os nu Taagen fra Øiet!
Sidder en Kampe paa Stenen ei hist, med blodige Hjelmbusk?
Nei, det er Hyrden, som rolig sig hviler hos Hjorden. Han tænker
Neppe paa dig i sin Fred, du Mand med det knusende Kampblik!
Marius, Heltenes Skræk! her var det forladt du dig følte;
Her over blodige Lok din Nemesis truende henfoer.
Hørte du ei hendes Varsel? Endnu kunde Kæmpen sig reise;
Rystet af Tordnerens Lyn, du sad her, en flygtende Kampørn:
Sværdet mod Brødrenes Isse dig brast; dig Blodstraalen lammed;
Stor du end skræmmed i Faldet, og Morderen veeg for dit Trodsblik.
Hvor er nu, Klmpe, din Slægt? hvor lyner nu saadant et Øie?
Skal til Carthagos Ruiner jeg gaae, for din Aand at opsøge?
Staaer du i Natten nu der og forfærder Barbaren paa Kysten?
Store forvildede Aand! faer hen! jeg fremmaner dig ikke.
