Prægtig er Udsigten hist fra Camaldolensernes Kloster;
Der vi det herlige Land i stort Panorama kan skue.
Valhornet klinger; vi feirer en Fest; og smykket med Blomster
Rider det festlige Tog gjennem Skov ad Bjergveien lystig.
Fakler ei glemtes til Hjemvejen; selv for Raketter betænksom
Sørged vor stille botaniske Ven. Paa bekrandsede Esel
Glæder sig Festdagens Dronning; (blev ogsaa idag hun lidt ældre,
Barnlig er dog hendes Fryd, og ei stort hende Alderen trykker).
Medens i Skoven sig hisset adspreder den festlige Skare,
Hænger jeg Krandsen paa Green til Leeg for de flyvende Vinde.
Blad bortflagrer med Duften, og Luftningen vifter mod Norden.
Ene ved Steenbænken her, jeg udseer over herlige Landskab:
Var vi paa Øen histovre? Za, Ischia! vel jeg dig kjender:
Hist vi paa Bølgen ved Nicida foer og forbi Nicidetta.
Ei vi Delphinerne skued; vel Dybets Uhyrer sig skjulte;
Hemmelig aanded i Luften de dog, og fra Jomfruens Kinder
Pusted de Roserne bort; brat slukked de Ilden i Øiet;
Trolig dog Havmanden bar paa sin Ryg den gyngende Seilbaad,
Mindedes hvor vi med Lyst ham besang i Syd som i Norden,
Og han taknemmelig bar os til Øen med herlige Fjeldbred.
Der du opvaktes igjen til Livet, dødsslumrende Jomfru!
Der paa St. Nicolos Fjeldpynt du stod; uforfærdet du jubled
Stirred mod Afgrund og Himmel og blegned ei mere for Dybet.
Høit gjennem kjølige Sky ad Fjeldvæggens Trapper gik Veien
Ned til de kogende Væld; dog ei vulkaniske Jordbund
Brændte vor Fod: sex hundrede Aar laae Ildstrømmen størknet,
Hvor paa udhulede Øe den Fremmede nu med Beundring
Seer kun blomsterrigt Tæppe, men ei det slukkede Krater.
Hist til Byen vi vandred med Fryd i deilige Aften;
Her i Morgenens Glands, paa Strømme af himmelske Roser
Foer vi fra Kyst og til Kyst; ved Bauli forbauset vi standsed:
Mægtig med underfuld Konst paa herlige Søiler her bares
Mørkt om Tyrannernes Old os minded de hundrede Kamres
Rester; men fredeligt Mos nu groer hvor Fængslerne sprængtes.
Underfuldt samler sig her hvert Billed, Naturen indpræged
Dybest med evige Træk af Skjønhed og Rædsel, af Livslyst,
Død og Fordømmelses-Gru i Oldtidens Sjæl. Her omflagred
Phantasus fordum med Digterens Aand; her Folket med Skjalden
Har det Elysium seet og det Tartarus, classiske Sangfugl
Bar til de lyttende Sjæle paa Jord, mens Aartusinder vexled.
Hist os henrev elysæiske Mark; der Havet det døde
Standsed vor Fryd; for hver Himmel vi saae, der et Helved sig aabned.
Bajæ hist viser os stolt hvor Guderne boede paa Jorden,
Varsler endnu du i Cuma fra underfuld Grotte, Sybilla!
Aldrig jeg fristes vist meer til hist i gravmørke Grotte
Tartarus-Veien at see; ei Dybets den rædsomme Løndom
Let udforskes i Afgrundens Nat. Fra Hule til Hule
Førtes vi dybt under Jord; med Fakler i Mulmet bortdrog os
Ukjendte Haand, som til hemmelig Ret eller evige Dødsdom.
Taus med gnistrende Blik, i Fakkellys skummel Ledsager
Brat mig bortrev; i mørk Labyrinth med Gru jeg fremtrængte.
Fjernt forstummed alt Vennernes Røst; i dybere Hvælving
Brused med underfuldt Drøn, som med Røster fra fremmede Verdner,
Mægtige Strøm. Nu standsed min Fod: i frygtelig Gravnat
Stod jeg ved Acherons Bred; dog selv dens Bølger ei magted
Underfuld Higen at standse: paa Ryggen af kæmpestærk Fører
Bort jeg slæbtes i brusende Strøm — og Faklen udsluktes.
Taus med voxende Gru, jeg saae ei længer hvorhen mig
Bar usynlig Dæmon; kun Vandenes Brusen jeg hørte,
Klamred mig fast og vented ei meer paa Jorden at sætte
Fod, eller atter et Lysglimt at see i de Levendes Verden.
Endelig standsed den sælsomme Fart; med Rædsel jeg satte
Fod i et løndomsfuldt Land, hvor evige Mulm kun omgav mig.
"Bort — jeg raabte — til Lys og til Liv og til Menneskers Samfund!
Bort fra Fordømmelsens Land!" og atter i brusende Strømme
Reed jeg en Stund; men liig et Aarhundredes Nætter mig tyktes
Gravnatsvandringens Tid, til endelig Daglyset blinked
Fjernt fra de Levendes Land, og glad fra Rædslernes Afgrund
Steeg jeg paany til Lys og til Liv og til Menneskers Samfund.
Snart vi loe ad vor Skræk; de sibylliske Varsler henrflagred
Let som hvirvlende Blade for Vind. I Amphitheatret
Saae vi fra Cuma paany hvorlunde sig Oldtid med Nutid
Skjønt har forbundet med Konst og Natur og med herlige Minder
For at opløfte vor Sjæl paa mægtige Skuespilscene,
Hvor Livsgenien kjæk, i Pagt med Aartusinders Tidsaand,
Tæppet opruller for undrende Blik. Hist Bølgen os atter
Bar til en Tartarus-Hule: neroniske Bade vi stued;
Did os indlokked med sælsomme Lyst Nyfigenheds Kobold,
Hvor os med glødende Pust dødbringende Luftning omaanded.
Snart dog flyede jeg brændende Luft; men spændt og forvildet,
Liig Seerinden fra Cuma, af dampende Hule udtraadte
Dristige Moder med stirrende Blik, dampdryppende Lokker
Flagrende vildt om Kindernes Glød; liig pythiske Gaader
Strømmed fra Læben de sælsomme Ord og Døttrene skræmmed.
Aldrig udtaled hun frygteligt Syn; men Hulen vi flyede.
Neros forpestede Aand! ha, der vist endnu du forfærder
Livligt bevægede Sjæl og om rædsomme Modermord hvisker.
Der kan du Jordlivets Paradiis see; Fra helvedheed Hule
Kan med Stormen din Skygge hver Nat til din Villa hensuse:
Nær er Acherons Bølge og nær den averniske Afgrund;
Der kan du styrte dig ned og for Daglyset flye, eller hisset.
Hvor Solfatara forjager hver Gjest med Svovlgravens Giftluft,
Eller i Grotten, hvor hisset vi Hunden fra Krampedød frelste,
Medens forbavset vi saae hvor Jordluften Faklen udslukked.
Afgrund grændser til Afgrunde her; med Gru vi dem skued.
O! men hvor fryded din Hvælving os ei, du Arco felice!
Der har vi hvilet en Stund; hist reed vi ad svimlende Fjeldstie;
Der Puzzuoli os saae i fortrolige Qvel paa Altanen;
Hist vi af Vognen udstege og stod ved din Gravhøi, o Maro!
Didos navnkundige Digter! paa Skolebønk alt jeg dog skimted
Glimt af din classiske Aand, trods Skolestøvskyen; hist foer jeg
Munter din Gravhøi forbi og priste hvad Graven ei gjemmer.
Lysglimt, henfarne i Luften! I Ord og begeistrende Sange!
Spog og bortflyvende Smiil! og I Lunernes flagrende Alfer!
Eder indhenter jeg ei; o, men Sødskende har I end mange.
Hisset jeg øiner endnu en fortryllende Øe i det Fjerne.
