Konstblik
[Milano.]
[Milano.]
Forlad mig ei du store Aand, hvis Vinge
Har hist omsuset mig i Domens Hal,
Jeg hører Trylletoner mig omklinge,
Jeg gjennem Tonehavet vandre skal;
Jeg Engle seer i Farveglands sig svinge
I Klostercellen og i Fyrstesal;
Men underlig fra Hedenoldets Dage
See blege Guders Billeder tilbage.
Hist toner Orgelet, og Folket beder,
Paa Muren staae end Bacchus og Apol;
Nysgjerrig Fremmed her kun dem opleder,
Og Alteret forbi han vandrer kold.
Høit priser han de gamle Herligheder,
Og Guddomssporene fra svundne Old.
Ved helligt Mesterværk hist Hoben knæler,
Der væbner Kjenderen sit Blik og dvæler.
De skjønne Billeder er ei forsvundne,
Som fordum stod for fromme Konstnersjæl;
Ak bedre, var ei Kilderne udrundne.
Som Billederne bar fra Lysets Væld;
De rulled hen, og er ei meer gjenfundne,
Nu leder Længslen over Hav og Fjeld
Om Konstens Land og jubler: det er fundet,
Hvor Værket ei med Aanden alt er svundet.
Af Jorden skal hvert Mesterværk dog svinde:
Alt smuldrer hist Da Vincis Nadverbord;
Her Mosaikforstenelsen vil binde
Med smaalig Flid en Genius til Jord.
Vil Verden i sig selv det Store finde,
Lad den forgylde Aandens Jorde-Spor!
Men aldrig skal det Store den gjenføde.
Hvor Døde kun begrave deres Døde.