Hvor herligt her fra Bjerg til Bjerg at ride
Paa langsomt Esel, og fra Stad til Stad!
Hist lavt Kapel, her høie Kloster standser
Den Fremmede; hver Dør ham aaben staaer:
Forinden fromme Billeder paa Muren!
Foruden herlig malerisk Natur!
Grotta Ferrata! i din Helligdom
Her hedensk Keiser vandrer ham imøde,
Nedladende i al sin Herlighed,
Og byder ham en Naade sig udbede;
Paa Keiseren den Fromme seer og ynkes:
"Bevar din Sjæl!" er hvad han beder om.
— Ledsag mig, Helgen! med din fromme Bøn
Nu bort fra disse Dale, disse Bjerge!
Her er det mangengang som kunde Sjælen
Sig i Naturens Herlighed fortabe
Og, liig en Alf, henflyve og opløses
I underfulde Luftning — eller smelte
Og rulle bort med løndomsfuld Naturaand
I Søe og Kilde — eller, mildt inddysset
Af Trylletonerne fra Bjerg og Dal,
Bortdrømme sit Aarhundreds Liv og Stræben.
Blev Sjælen hjemme her, den flagred hen
I Blomsterduft paa Sommerfuglevingen
Og higed stedse fremmed hid tilbage.
