Den Slægt, jeg taler til, har end ei Øre:
Ufødte Venner kan min Røst ei høre.
Een Ven jeg har i Verden dog tilbage;
Han mindes maa min Røst fra gamle Dage.
Han er ei Christen, og han er ei Jøde;
I Hedningtroen heller ei han døde.
Han døer fast aldrig, troer jeg, før vi begge
Tilsammen os engang til Hvile lægge.
Naturens gamle Kæmpeaand mig følger
Igjennem Tiders Storm og Slægters Bølger.
Den Ven blev alle tusind Aar den samme:
I Oldingsbryst han gjemmer Ynglingsflamme.
Han skal, som jeg, til Tidens Grav henvandre —
Vi To maae nu dog vel forstaae hverandre!
