Som Vognen var en Sky, som Hestene var Vinde,
Saa gik det Dag og Nat, og hid jeg kom iblinde.
Postillionen, med Gigantestøvler paa,
Med Pudder og med Pidsk, i Støvet jeg kun saae;
I flyvende Gallop jeg hørte ham kun smelde,
Og sine Gangere paa høfligt Fransk udskjælde:
„Poltrons, sacre Dieu — allez donc; s’il vous plait,”
Jeg troer Champagnens Skum oplived Folk og Fæ.
Af Barrieren ind — hvor skal vi nu logere?
Hotel de Dannemark — ja vel, her maa det være:
Med patriotisk Sind iblandt saa meget Fransk
Jeg aldrig hjemme bli’er, hvis Hjemmet ei er dansk.
— Paa Boulevarderne Pariserlivet støier.
Den hele Bye har travlt; hvormed? man sig fornøier.
Nu mærker jeg det, ja det er en stor Idee:
En Verden samlet — tænk, og samlet for at lee.
Een glindsende Boutik, med Væggene af Speile,
Jeg overalt kun seer, og synes snart at seile
Paa en fortryllet Soe, hvor Bølge, Skum og Strøm
Er pyntelige Folk, som more sig i Drøm.
— Men seer jeg ikke feil, jeg kjender Alting nøie;
Kun Maalestokken sig udvider for mit Øie,
Og i det Mindre saae jeg overalt Paris,
Hvor man paa smukke Folk vedbørlig satte Priis.
Originalen nu jeg skuer til det Billed
Af Verdens Uniform, som hvert et Land har stillet
Til Mønster for sin Pli, og hvor man teer sig galt,
Er det kun slet Copie; men her Originalt.
Kom hid, Europa, kom, med dine Hovedstæder,
Med dit moderne Sving og dine fine Sæder,
Og speil dig i Paris! hun dog er Moder til
Hver Stad, som ei er fransk; men det kun synes vil.
Her skal du see hvordan man til et Lysthuus bygger
En Stad beqvem og net, og Borgeren betrygger
For Kjedsomhedens Qval, ved mangen ædel Konst,
Hvorved han Tid og Liv ei giver hen omsonst.
Her skal du Mønstre see for Herrer og Madammer,
Hvorfor med Rette sig Copiers Vrimmel skammer;
Her skal du see Genie for Alt hvad der er net!
Og at forgjæves du kun efteraber det:
Saaledes bør man gaae, saaledes bør man kjøre,
Saadan man tale bør, og saadan see og høre —
Kom Wien, kom Berlin, kom Kjøbenhavn og Thye!
See Idealet her for en moderne Bye!
Du som i Natten fro mod Morgenstjernen henseer —
Stille i Sværmens Larm mod Sandhedslyset du stirrer;
Her kan Alvor og boe, og store Syner opstaae.
Hist, hvor nynnende nu den pene Smaaherre tripper,
Stod alvorlig engang det sorte Kongeschaffot.
Æbler sælge de nu, hvor Kongeblodet har rundet,
Og hvor Ørnene svandt, nu atter Lillierne staae.
Stoltere Fugl sig ei udsvang fra Romas Trophæer,
End over Verden her fra Thuilleriernes Borg.
Ei Corinth og Athen de Konstens Skatte har eiet,
Som under Taget hist betvungne Verden har seet.
Magtens seirende Haand fra Konstens evige Himmel
Tusind Stjerner nedrev til Pomp i Seierens Hal.
Svundne er de igjen, som Lyn de glimted og flyede,
Knust i Seierens Hal, sank Keiserthronen i Blod.
Dybt ydmyget nu staaer den store Skueplads-Dronning;
Dækket faldt, før endnu Triumfreplikken var endt.
Vinger havde hun laant af Seirens gamle Gudinde,
Svæved paa Kloden alt og efter Stjernerne greb.
Nu i selvsamme Ham en Anden Spillet fortsætter,
Prima Donna Paris sig trøster med et bon mot.
Munter leer hun endnu, og er hun Dronning ei mere,
Elskerinde dog end hun spiller skuffende skjønt.
Sidder i Logen hun en Stund og Scenen betragter,
Tusind Elskere snart beundre malede Kind.
Stolt af classiske Rang blandt Konstens evige Mødre,
Seer paa Kothurnen hun i Riimtakt ziirlige Helt,
Seer ham tale og døe og raaber henrykt: dacapo!
Og i opstandne Helt hun sig udødelig seer.
„Tør Taaren af, Madam, hvis I for Alvor græder!
(Er dette Talmas Røst? nei see, en Gud fremtræder;
Det er Apollo selv, med Hatten under Arm,
Han bukker for Paris og slaaer sig for sin Barm.)
„Endnu engang Madam, lad ingen Taare rinde!
Saasandt jeg er en Gud, I er ma foi Gudinde,
Hos Eder blomstrer end reen klassisk Poesie,
Mens hvert et andet Land er fuldt af Barbarie.
Kjend intet andet Sprog, læs ingen andre Skrifter!
Den sande Konst er fransk, alt Fremmed den forgifter;
Jeg taled før græsk, længst var jeg stum og død,
Men eders Skjød, Madam, modern mig har gjenfød.
Nu er jeg eders Søn, og Konsten ei creverer,
Til evig Tid Apol nu i Paris logerer.”
Bravo! skingrer et Raab — af tusind Stemmer omkring mig.
Det var et Skuespil for Guder — Bravo Apol!
Trolig gjemmer Paris i Malm selv hele Parnasset,
Der om kronet Peryk Poeter kravle om Kap,
Øverst Voltaire staaer, ham følger ziirlig Racine;
Kommer Corneille med, kan Verden nøies med ham.
(Rangforordningen her i evigt Malm er indprentet,
Ei behøver man meer at slaaes derom, som hos os).
Har Parnasset her og ei Kothurnen mig hævet,
Let parisiske Sok dog morer hjemsyge Gjæst.
Hvad den klappende Hob igaar har høiest beundret,
Selv udleer den idag i lystig Spasparodie;
Slig Alsidighed slet i Norden vi efterabe,
Her den er paa sin Plads, hvor høiest Alvor er Spas.
Muntre Gratier her jeg seer i Luften hendandse,
Himmel og Helved selv paa konstig Scene er Leeg.
— Hist Catakombers Nat de Dødes Rige mig aabner,
Dødninghoveders Rad i Kjærteflammerne leer;
Ikke taler Guds Ord om evigt Liv her i Graven,
Vise Hedningers Ord her trøster os paa Latin.
Mens begravne Paris sig classisk drømmer i Døden,
Over den store Grav Bajaz gaaer spøgende hen.
Sælsomt rystes jeg tit, naar Sværmen lysteligt jubler:
Smykket som Verdens Brud jeg Hamlets Moder gjenseer,
Blomsterdækkede Jord er Kistelaaget det store,
Derpaa dandser paany Enken evig som Brud.