Sad jeg ved Morganas Side paa den underfulde Øe,
Lytted jeg til hendes Tale ved den dybe klare Søe,
Saae jeg i den Skjønnes Øine, hvor et Hav af Tanker laae —
Kunde Tidens Hjul udrullet, dog det syntes stille staae.
Og som Kjærnen samlet gjemmer Egens Blad og Blomst og Green,
Alle Tanker i min Hjerne sammenslynged sig i een.
Alle Ønsker i mit Hjerte, alle Haab og alle Savn
Sammensmelted og opløstes i den ene Tankes Favn.
Det var Fred foruden Lige; det var en lyksalig Ro;
Det var Hvile, det var Stilhed, som vi hørte Græsset groe.
Det var som Alverdenspulsen i mit eget Hjerte slog;
Det var som Naturen aanded, naar hun salig Aande drog.
I hvert Ord fra hendes Læbe aanded Sjælen af en Tid,
Med den store Aandens Villie, som udpræges i dens Id.
Hvad de tusind Slægters Sjæle efterstræbe ubevidst,
Blev en Tankesol af Straaler, som udvælded af en Gnist.
Og jeg saae hvad selv jeg vilde; hun blev Storhedstankens Tolk,
Som udfolder sig til Klarhed i mit Liv og i mit Folk.
