Der klang til Danmark en Kæmpesang
Der Burmand jeg hilsed første Gang,
Det skete med Staal og Handske.
Det gjaldt Klenodet med større Glands,
End Kronen, Keisere bære:
Det gjaldt den favreste Brudekrands
Og Jomfru Gloriants Ære.
For Klaffer græd Jomfru Gloriant;
Jeg saae den Deiliges Jammer.
For Æren jeg satte mit Hoved i Pant;
Jeg sprang fra mit Fængselskammer.
Jeg mødte Kæmpens glubende Blik;
Min Handske fløi mod hans Tunge:
Jeg vilde ham lære med bedre Skik
Om ædle Jomfruer sjunge.
Ret aldrig hørte jeg værre Mund;
Ei saae jeg sortere Beiler:
Med Burmands Mæle tuder en Hund,
Naar Maanen i Søen seiler.
Med Tænder bed han mit Ridderpant;
Vildt flammed Øinenes Lue.
Jeg reed mod Lybiens Elefant
Til Kamp for Hindostans Due.
Vi stred paa Øen i Tiberens Flod
I Olieskovenes Skygge.
Paa Kinden randt mig det unge Blod;
Men det var mit Hæderssmykke.
Prindsesse Gloriant saae derpaa;
Fjernt saae det Krigernes Hære.
Den sorte Burmand blev rød og blaa
Alt for den Deiliges Ære.
Tre Dage skifted vi Hug og Stik;
Vi drabelig Landserne svunge.
Dog Burmand aldrig med bedre Skik
Fik lært at beile og sjunge.
Hans krumme Klinge var fra Damask;
Hans Stridshingst var af de Spanske.
Mit Glavind splintred hans Pandebrask —
Det Glavind var af de Danske.
