Dag og Aften mig ledsager
Nu en Ven dog gjennem Skoven
Og ved Tusculums Ruiner,
Mere ærlig, som mig tykkes,
Mere tro, end Ciceronen:
Det er Hunden, som hver Middag
Gnaver Benet ved mit Bord.
Har han mig en Middag savnet,
Farer voldsom han imod mig,
Som han glubsk mig vil opsluge
Med sin velske Heftighed.
Det er Glæde alt og Venskab;
Nu, saa er jeg dog ei ene,
Ei aldeles her forladt.
Dansk til velske Hund jeg taler;
Klogt han mig i Øiet stirrer,
Synes Sproget at forstaae.
