Her, hvor til mægtig Strøm i Vuggen Tacitus lytted,
Saae han i Drømme vel den store Tidernes Elv
Hvirvle af Verden ud de tusind Menneskeslægter —
Strømmen bruser endnu, mens Slægter komme og gaae.
Evig i samme Dyb forgaae de brusende Vande,
Evig nedtordne de, gjenfødt i bundløse Grav.
— Styrter fra Fjeld til Fjeld et Hav fra Himmel til Helved?
Rulle i Regnbuglands her Lysets Engle forbi?
Svømmed en Møe ei hist i hvide Klæder paa Dybet,
Som en Ophelia, med Blomster i dryppende Lok? —
Eller har hvide Skum hist skuffet drømmende Øie? —
Vandrer, kom ei for nær — eet Skridt, saa ruller du selv
Knust fra Fjeld og til Fjeld, som nys den fremmede Skjønne,
Som efter Blomster greb, og sang imens hun henfoer
* * *
Endnu din Sang jeg hører,
Du Møe fra fjerne Lande!
Hist i de dybe Vande
Mig synes, du dig rører;
Ak, kjendte jeg din Stemme?
Ak, saae jeg ei engang dit Aasyn hjemme?
Siig, kom du fra mit Norden,
Men sang nu her og spøgte,
Og efter Blomster søgte
Som ikke groe paa Jorden? —
Ak, var du ei forsvundet,
Maaskee du havde nu en Broder fundet.
Du Strøm i Klippens Hule!
Din Brud du saae dog nøie:
Var blaat den Skjønnes Øie?
Var hendes Lokker gule?
Kan hendes Sang og Stemme
Du atter i mit Tungemaal fornemme?
Nei, Lokkerne var dunkle;
Men høit sig Panden bued,
De brune Øine lued
Som Sydens Stjerner funkle;
Tie stille, Strøm, tie stille!
Vil du min Brud i Dybet mig afbilde?
— Dybt i de vilde Strømme
Nu tusind Øine funkle,
Snart lyse og snart dunkle —
Og Billeder hensvømme,
Og Stemmer paa mig kalde.
De nævne mig, jeg kjender dem jo Alle,
I Stemmer underfulde.
Tie stille, o tie stille!
Lad fra de Klipper vilde
Ei Strømmen mig nedrulle;
Fjernt staaer dog Nordens Stjerne,
Og de, jeg drømmer om, er i det Fjerne.
* * *
”Men Signoren er vaad; det alt en Time har regnet.”
Heftigt som velske Sind er Veirets Luner og her,
Har eet Vandfald vi søgt, et andet nu os ledsager;
Posthuusporten vi naae, og see! her mangle vi ei
Spor af bildende Konst: paa Muren Schævola brænder
Heltehaanden med Ro, og seer alvorlig og stor
Over glødende Haand til Fjenden, som ham beundrer,
Dristig paa smudsig Muur i Hast afbildet med Kul.
Stod i Regnveir maaskee igaar her reisende Konstner,
Drømte om Heltenes Old, mens Mulen spændtes for Karm?
Eller kan Drengene her saa konstig Muren besmøre?
Visselig kom jeg da nu til Konstens Fædreneland.