Tre Dage var jeg atter i Bamyan Gjest;
Een Ridder kun mig fulgte, og det var John Præst.
De raske Provençaler alt Spirene svang;
De vilde deres Riger regere med Sang.
Den største Østens Krone blev Friserens Løn;
Men først han vilde holde i Paradiset Bøn.
Den Herlighed, dog Jorden har eiet engang,
Jeg tænkte vel kan findes, er Veien end lang.
Jeg hilsed Kong Carvel; jeg tog ham i min Favn;
Jeg nævned ham Carolus: det var hans Christen-Navn.
For Gloriant jeg bøied mit Knæ for sidste Gang,
Og lydelig Gudsenglen i Hjertet mig sang.
Men aldrig i Verden mit Øie mere saae
Den Paradiisfugl, min Haand ei skulde naae.
For sidste Gang tog jeg Smaadrengen paa Arm;
Til Afsked han putted sit Hoved i min Barm.
Jeg kyssed hans Pande og hybenrøde Mund;
Paa Hingsten jeg svang mig alt i den samme Stund.
Om Paradiset sang ved min Side John Præst;
Tilbage dog stirred den tankefulde Gjest.
Ved Bamyans Port jeg saae endnu en Gang
Den Deiliges Slør, som paa Lansespidsen hang.
Paa Bamyans Taarn jeg skimted allersidst
De Sjæle, jeg gjenfavner i Himmerig dog vist.
