Den stille Uge har heelt underfuldt
Med sine dybe Sørgetoner kaldet
Min Sjæl tilbage fra hiin Sværmerflugt
Imellem Helveder og Paradiser
Til Fredens Lys-Vei gjennem Guddomsgraven.
Med fattig Pillegrim paa hellig Fest
Jeg rysted Vandringsstøvet af min Fod
Og syntes, Herren ogsaa mig husvaled.
Hist i Sixtinsk Kapel jeg svimmel saae
Buonarotis store Dommedag
Og hørte Jordens Jammer sig opløse
I Misererets Cherubime-Klage,
Mens trindt i underfulde Domskapel
Hvert Lys udsluktes, og kun eet, med Haabets
Med Kærlighedens Flamme, svandt bag Altret.
Jeg vandred ud som af Alverdens Grav
Og saae i Korsets store Stjerneglands
Som Pedersdomen Verdens Gravnat oplyst.
Men da Basunen klang: Han er opstanden!
Og Folket knæled, mens Velsignelsen
Med hellig Paaskemorgens Jubeltoner
Henover deres frelste Isser svæved —
Det var som Aandens Vingeslag mig rørte,
Skjøndt blandt de Fremmede jeg standed fjernt.
Forbandelser, man sagde, flagred hen,
Liig sybillinske Blade, mellem Hoben
For dem, der sig af Kirkens Favn løsrev;
Dog paa mit Hoved faldt der intet Blad.
Blandt Kjættterne ved store Skuespil
Jeg som en Fremmed stod, mens Alle knæled;
Dog lønlig knæled Sjælen for sin Herre —
Og ei Velsignelsen mig foer forbi.
Det stille Nom nu atter, stor og herlig,
Opfylder Sjælen med sin Billedverden;
Men de, jeg her mig glæded med, bortfare;
Og veemodsfuldt i Rejselivets Fryd
Sig blander tungt Farvel med Afskedssangen.
