Staaer paa Hjørnet af mit Stræde:
Her den fromme Helgeninde
Som Penat mit Hjem beskytter;
Tidt hun mig velsigned før.
I Neapel var det hende,
Som i skjønnest Lys mig viste
Stad og Bugt og Flammebjerget
I de stille maaneklare
Aftener paa flade Tag.
Hendes Navn paakaldt jeg hørte
Tidt paa Land og vilde Bølge;
Hist hun ved Amalfis Klipper
Vore Sømamds Bønner hørte,
Skjulte Faren for vort Øie,
Og vi saae vor Havsnød ei.
Hendes Billed mig ledsaged
I min Elskovs stille Drømme;
Og i Florenz jeg det skued
Skjønt af Carlo Dolci malt.
Fromt Legenden hende maler
Med de underfulde Øine,
Som, liig Stjernerne paa Himlen,
Sydens blege Sømand trøste,
Naar Orkanens Nat er nær.
For en Broders Sjæl at frelse.
Som de alt for skjønne Øine
Fra sin Salighed bortrev,
Øiets Lys hun selv udslukte,
Offred Herren Verdensglandsen;
Men med himmelsk Lys gjenstraaled
Som to Evighedens Stjerner,
Ved et Under, Helgenindens
Øine med forklaret Glands.
Nu de lyse Himmelstraaler
Ingen Sjal paa Jord forvilde,
Lyse helligt, lyse stille,
Blinke kjærligt gjennem Natten,
Blinke gjennem Sky i Stormen,
Lede i Orkan til Havnen,
Lede Sjælen til sin Himmel,
Aanden til sin Salighed.
