Carolus bar Verdenskronen;
Han holdt Triumph i Paris.
Tre Fyrster knæled for Thronen;
Høit Skjaldene sang hans Priis.
Blandt Troubadourernes Klynge
Jeg stod i den høie Hal.
Jeg hørte Eginhard synge;
Han var en lyksalig Skjald.
Jeg priste Skriverens Lykke,
Som Keiserens Datter vandt.
Selv bar jeg paa Hjelmens Smykke
Skjøn Gloriants Venskabs-Pant.
Jeg saae paa den store Keiser
Og Kongerne ved hans Fod.
Først Maurerkongen sig reiser;
Hans Aasyn var rødt som Blod.
Han trued med Hævnerblikke,
Mens Troskabseden han svor.
Jeg troede Argoland ikke:
Med Harm han sluged hvert Ord.
Lombarderkongen stod bøiet;
Fast mindre troede jeg ham:
Jeg saae Desider i Øiet;
Det gløded med dulgte Skam.
Den tredie Fyrste heelt mægtig
Opløfted sin Kæmpehaand.
Hans Ed mig tyktes fuldvægtig;
Han svor med frimodig Aand.
Ham saae jeg, da jeg var liden
Og sad med Ulv under Bord.
Nu stod jeg Roland ved Siden
Og hørte Wittekinds Ord.
Jeg kunde min Fryd ei dæmpe;
Han svor ved den christne Tro.
I Knæ sank Tydskernes Kæmpe,
Foer op som en Ridder fro.
