Fra Menneskenes Bolig taus jeg gaaer:
Den Slægt, som lever nu, mig ei forstaaer.
Fra deres snevre Vraaer vil jeg flye;
Jeg til min gamle Moders Huus vil tye.
Det Huus er større, end al Verdens Byer:
Nomadens Hyttetag er Himlens Skyer.
Mit Reisetelt er spændt fra Pol til Pol;
Til Lamper har jeg Maane her og Sol.
Mit Sovekammer er den grønne Dal;
Min Synagog er Skovens Tempelsal —
Og Folket med Eloahs Priis paa Tunge
Er alle Fugle, som i Luften sjunge.
Med Trækfuglskaren over Bjerg og Dal
Jeg vandrer til min Moders Sommersal.
Ei meer forladt, ei ene meer jeg gaaer:
Her rører sig en Aand, som mig forstaaer.
Til Markens Blomst, til Skov og Søe jeg taler,
Og tusind Røsters Svar min Sjæl husvaler.
Den gamle Skov mit Afgrunds-Suk forstaaer;
Den svarer venligt som for tusind Aar.
Jeg kjender Stormens Stemme, naar den suser;
Det dybe Hav sin Løndom mig tilbruser.
I Klippens Huler og ved Fjeldets Strømme
Jeg lytter til min gamle Moders Drømme.
Hun drømmer end om skjulte Harpers Klang
I Dybets Brusen og i Kildens Sang.
Hvor Skyens høie Billedverden flyer,
Hun drømmer store Verdens-Eventyr.
Med hendes Tanker er min Sjæl fortrolig —
Jeg er et Barn endnu i hendes Bolig.
Mit Reisetelt fra Pol til Pol er hendes —
End kjærlig ved sit gamle Barn hun kjendes.
