Nær ved Klostret jeg boer, hvor sig bag Sløret og Gittret
Stille for Verdens Blik de fromme Søstre har skjult.
Tit jeg ved Midnatstid dem hørte Bønklokken ringe,
Der de sjunge ved Grye og Ave-Maria i Qvel.
Tit naar Sol da gik ned, og Klokken var fire og tyve,
Gik til Kirken jeg hen og hørte Nonnernes Sang.
Seet dem har jeg end ei; idag den første jeg skuer:
Til Indklædelsens Fest en ung Novize nu gaaer.
(Otte Dage hun først fra Selskab førtes til Selskab,
Før Afsigelsens Stund hun Verdens Glimmer har seet.)
Cardinalen alt hist paa Guldstol sidder ved Altret,
Bispestaven i Haand, i hellig Høitidsornat.
Smykket som verdslig Brud, i hvide glimrende Klæder,
Skjønhedsblomstrende Moe med Brudefølget jeg seer;
Med Demanter og Fjær de sorte Lokker er prydet,
Brudekrandsen i Haand, for Altret knæler hun taus.
Gamle Pater med Ild lovpriser Glæden og Freden,
Som i Cellen kun hist hos stille Himmelbrud boer.
Himmelske Brudering ved Altret Nonnen modtager;
Himmelbrudgommen selv nu hviler paa hendes Arm.
Glad som lykkelig Brud, paa Korsets Billed hun skuer,
Medens fra Verden ud hun gaaer i langsomme Tog.
— Klosterdøren er lukt, og aldrig meer den sig aabner;
Hist over Altret jeg bag Gitteret Nonnen gjenseer.
Der, med Korset i Haand, hun Brudefakkelen svinger,
Stiger i Glandsen op, af Bøn omtonet og Sang.
Om hendes Isse lys der Christi Banner alt vaier,
Svævende synes hun alt forklart mod Himlen at flye.
Høit er Loftet udsagt; for Altret bede de Fromme —
Amen! istemmer fjernt i Klostret Søstrenes Chor.
Verdslige Brudepragt sig Himmelbruden affører,
Staaer bag Gitteret sort, med hvide Liin over Kind.
Krandsen har hun nedlagt, med Verdens Roser de røde;
Lokkernes rige Strøm til Jorden rulled og svandt. —
Skjøn hun staaer der endnu, med Himmelkrandsen den lyse,
Knæler endnu engang og skjuler sig i sit Slør;
Langtsomt hæver hun sig, med Kors og Fakkel — og stille
Svinder til Orgelklang i Klostret Frelserens Brud.
— Synet rører min Sjæl; ei meer Francesca Perini
Nævnes i Verden nu, Theresa nævnes hun hist,
Seet af Søstrene kun, men ei af Faderen mere,
Ei af Broder og Søn, af Brudgom aldrig paa Jord.
— Hisset en Yngling staaer ved Kirkedøren aleene,
Stirrer til Gitteret op — vildt Blikket luer i Graad —
Hastig vandrer han bort — paa Kirkegulvet han taber
Brudesangen, som fromt den gamle Pater ham gav.
Himmelbruden.
[Efter det Italienske.]
Lad sødt de gyldne Fredens Harper klinge,
I Lysets Seraphim! — lad Hymner stige
Mod Herrens Throne! — lad mod Himlens Rige
I Gjenlyd Jordens Psalterklang sig svinge!
Til Engles Chor gaaer under Aandens Vinge
En Jomfru reen — de høie Længsler stige —
Som Ørknens Hind, mod Kilden hun maa hige
Serapher hende Brudefaklen bringe.
Og see, hun alt indganger til sin Glæde:
I Helligdommen glad hun sig tilslører,
Og kaster Verdens gyldne Glimmerklæde.
For evig nu sin Frelser hun tilhører;
Paa Jordens Pragt den rene Fod kan træde —
Til større Glands en Engel hende fører.
Til Klosteret staaer ikke Signora Nannas Hu,
Maaskee naar hun blier gammel og graa, men ei endnu.
Den deilige Francesca, som nylig Sløret tog,
Hun kaldte „Poveretta“, og Guitarstrængen slog,
Imens en romersk Vise hun nynned om den Møe,
Som levende indmuret, af Kjedsomhed maatte døe.
Langt heller vor Signora vil paa Altanen staae;
— Forleden der hun tabte vel et Par Myrther smaa;
Men de gik ei til Spilde, en Fremmed dem optog —
I Natten hører jeg nu tit — et Serenadetog.
Der nedenfor Altanen det standser mangengang;
Men ei Signora Nanna har hørt den mindste Klang.
Hun som en Steen maa sove, men kjender Sangen vist:
Nys nynned hun i Tanker den ved Vinduet jo hist. —
Sig Romerinden glæder til Carnevallet alt;
Hvor Fremmede da gjækkes, man har os glad fortalt.
I Masken tit da mødes, Hvo hele Aaret kun
Fjernt til hinanden blinked i ubevogtet Stund.
Hvormeget man kan sige blot med et Øieblink,
Hvor ligegyldig Hilsen er selv fortroligt Vink,
Det lærer man med Tiden — og bliver man ret klog,
Med fire Fingre taler man det hele velske Sprog.
Kjættere fordømmer dog ikke hele Rom,
Skjøndt Munken stundom truer os med visse Helveddom.
At Protestanten stundom en Christen være kan,
Dog vanskeligt begribes, og tit forundres man,
Naar Kjætteren fast røres ved Processionen meer,
End den, som daglig knæler, og rolig derpaa seer.
Mirakler skee her ofte, dertil er Folket vant;
Hist ved de fire Vandspring man nys et Billed fandt.
Med Rødkridt malt paa Muren, det gjør Mirakler nu;
Skomageren paa Hjørnet det kommer from ihu:
Han tænder Lampen for det, og samler mangen Skjærv
Af dem, det daglig frelser fra Sygdom og Fordaerv.
Ved spanske Plads hist brænde to Lamper Dag og Nat,
Hver Morgen friske Blomster did fromme Haand har sat;
Madonna seer paa Lampen, og paa de Blomster fro,
Velsigner barnligt Hjerte, og styrker fromme Tro.
— Hvi toner i hver Gade nu landlig Fleiteklang?
Det er de Pifferari: forstyr ei Hyrdens Gang!
Han Julen os forkynder nu paa sin gamle Viis,
Bebuder Glæden, som er nær, med kjærlig Lov og Priis.