B.S. Ingemann (1789–1862)

(Klokken ringer fra Capitol; Masker styrte ud af alle Huse.)

Pulcinell (paa Corso, til de Fremmede).

I blonde Signorer, som har hid Jer umaget

Fra Landet, jeg ikke endnu har optaget

I min Geographie — (Jeg troer det hedder Polen,

Det skal ligge paa den anden Side af Solen)

Har I aldrig før seet et Carneval,

Saa troe I vel nu, Donna Roma er gal.

Saa ganske klog er hun vel ei heller;

Med Arlechiner og Pulcineller

Den gamle Matrone sig faaer et Svingom.

Hun har hele Aaret nu siddet saa from

Som en Nonne, og poenitert i sit Kloster;

Men Signora Befana, min sorte Moster,

Har nys paa Helligtrekongers Dag

Paa Børneleeg givet den Gamle Smag,

Og førend nu Roma sig plager med Faste,

Har hun faaet isinde Sløret at kaste,

Og en otte Dags Tid ret løs sig at slaae.

(Incognito, forstaaer sig, og med Maske paa.)

Nu Herregud, Stakkel, hun kan til det trænge;

Hun har jo dog nu været ærbar saalænge.

Og med al hendes strænge Poenitense og Bod

Lidt Galskab dog stikker i det gamle Blod.

Mens nu Alt gaaer her i den lystige Tone,

Vil jeg være de fremmede Herrers Cicerone.

Paa den sorte Næse I kjende mig vel,

Mit Navn er, med Tugt at sige, Pulcinell.

Jeg er egentlig barnefødt nede i Neapel;

Men at jeg er et Fæhoved, det er en Fabel,

Det gjelder kun min Broder, (I kjende ham vist godt,

Der staaer han og maaber, Klods Pierot.)

Han staaer altid, som en Ko ved en Mølle, og gaber,

Løber Næsen mod Muren, og Filtehuen taber.

(taber sin Hue.)

Hvis det samme undertiden mig selv skulde hændes,

Af de nymodens Briller maaskee jeg blændes;

Idag har jeg førstegang faaet dem paa,

For blandt lærde Folk her anstændig at gaae.

Arlechino, min Fætter paa mødrene Side,

Har mig lært at holde Skridt med Tiden, maae I vide.

Forresten er min kjære Familie stor,

Den er god at kjende i Syd, som i Nord;

Og i mange reisende Konstens Venner

Jeg Fætterskabet paa Timen kjender.

— Men see, nu er det allerede galt,

Og med grov Confect bli’er min Tale betalt.

Masker (med Confetti ɔ: Gibs- og Sukker-Kugler).

Confetti, Confetti — paa Pulcinell!

Steen ham reent ihjel!

Confetti, Confetti paa de Fremmede med!

Lad dem ei faae Fred!

Vil de med i Legen,

Lad dem ogsaa faae deres Deel af Stegen!

Confetti, Confetti, baade grov og fin,

Af Sukker til Sjælen af Sjælen min¹!

Af Gibs og Støv til Hr. Vægtemanden,

At han ei skal see, hvad han har i Panden —!

Confetti, Confetti, fin og grov,

Har vi Lyst til at drille Jer, har vi nu Lov.

Tag iagt dig, Hr. tjenende Cavalier!

Din skjønne Signora har Beilere fleer:

Nu gjelder det Hvo der sig artigst teer.

Din Maske er røbet;

Pas vel paa din Donna ved Veddeløbet!

Confetti, Confetti — giet Hvo det var!

Idag skal I holdes Alle for Nar,

Og imorgen igjen,

Og paa Torsdag, hiin fede²;

Og paa Løverdag, Hr. Ven,

Du med Lys om din Donna paa Corso skal lede.

Confetti, Confetti, her fiin, og der grov!

Har vi Lyst til at drille Jer, har vi nu Lov.

(blandt dandsende Landfolk).

Saltarella, Saltarella!

Dands til Mandoline-Klang!

Vil I før en Tarantella,

Giv mig Æmne, jeg har Sang!

Har Tarantelen Jer stukket,

Dandsen ingen Ende faaer;

Og har Munden jeg oplukket,

Kan jeg synge hele Aar.

Om de skjønne Romerinder,

Pigeluner, Pigelist,

Hede Hjerter, røde Kinder,

Maa jeg synge først og sidst.

Alle gode gamle Dyder

Fast jeg sjunget har ihjel.

Giv til Priis nu eders Lyder

Til et lystigt Ritornell!

Saltarella, Saltarella!

Dands til Mandoline-Klang!

Vil I før en Tarantella,

Giv mig Æmne, jeg har Sang!

See, gamle Kjedler jeg kan forynge;

(Af Ungdomsfordærvere er her Nok)

Kan du min nyttige Dont besynge,

Saa skal du have en halv Bajok.

Med den Flikken og Bøden

Det er Kluderie;

Dermed man tager tiltakke i Nøden,

Og i den gammeldags Poesie.

Den Kjedelflikker er akademisk:

Han lapper kun klassiske Kjedler med Blik:

Men jeg er romantisk, modern og polemisk,

Jeg fletter Kurve af ny Romantik:

Kurve, uden Bund, til graahærdede Beilere,

Luftballonkurve, til fantastiske Seilere,

Som Palmen af Englenes Hænder tør snappe,

Og fare til Helved paa Fausts Kappe.

Kurve duer ei til Sang,

Syng om dem en andengang!

Jeg et bedre Æmne eier:

Nye Koste bedst jo feier.

See, det ædle Birkeriis

Verden sin Cultur dog skylder;

Syng du mine Kostes Priis!

Og din Lyre jeg forgylder.

Nei, lovsyng min Aqvavit,

Mine Kringler og Paniotter³!

Med slig Sang jeg vækker tit

Aarle Romas Pierotter.

Er end Kaffehuset lukt,

Synger jeg, som Lærken, smukt:

Aqvavit i Morgenrøden!

Livets Vand er godt mod Døden.

Nei, improviseer ei om Aqvavit!

Syng heller om Eensomheds Glæder,

Og om mig gamle, forladte Eremit,

Som skyer alle vrimlende Stæder,

Og gaaer her saa stille, eensom og from,

I Carnevallet, og seer mig om,

Mens Verden kun larmer og støier.

Ak, naar du har prøvet Verden som jeg,

Tilsidst du vist og den forsager,

Og lister dig sagte ad stille Vei,

Hvor Ingen forstyrrer dine Klager.

See, saadan har jeg sagt Verden Farvel,

Og med Kone og Børn under vildene Fjeld

Min Eremithule bygget.

Der seer jeg kun en og anden god Ven,

Som min Nøisomheds Glæder vil dele;

Og seer jeg imellem til Verden igjen,

Den kun glæder mig lidt i det Hele.

For det meste den tykkes mig dorsk og død;

Kun i Carnevallet jeg synes gjenfød,

Naar al Verden min Eensomhed deler.

Nei, hvis du improvisere vil,

Saa besyng vort livlige Fingerspil⁵!

Med det kan jeg leve lystig og fri,

Naar jeg kun har lært at tælle til Ti.

Jeg priser ei salig, Hvo Intet bestiller,

Men om Viin jeg hver Aften i Hvælvingen spiller,

Med Foden paa Bænk, og med luende Blik;

Mod Haand farer Haand, og Stemme mod Stemme,

Som Livet det gjelder, al Verden vi glemme,

Og ei vi det ændsed, om Verden forgik.

Men synger du heller om Heltenes Iid,

Om rasende Trætter, og blodige Strid,

Lad Sangen paa hiin Side Tiberen klinge,

Naar Trasteverinerne Knivene svinge,

Og Romerblod koger i huuslige Krig

Til Qvindernes Hylen, og Børnenes Skrig!

Heisa, nu er jeg af Æmner fuld;

Af Begeistring er jeg nær ved at falde omkuld.

Du Kjedelflikker, klassisk og akademisk!

Du Kurvefletter-Aand, romantisk, polemisk!

Forædlende Koste, og Aqvavit!

Carnevallets eensomme Eremit!

Fredelige Lege, og blodige Trætter!

For Alt det tilsammen jeg Krandsen nu fletter.

Roma, Roma, o hvis du var pralerisk,

Hvo kunde som du sig da rose?

Hos dig er Alting poetisk og malerisk,

Fra St. Peder til Betlerens Pose.

Paa skjønne Ruin af din classiske Herlighed

Den romantiske Aand sig udhviler,

Og Tidens Riis dig optugter med Kjærlighed,

Mens du Verden forsager og smiler.

Af Livets Kilde du øser, og glæder dig

Som Barn dog ved barnlige Lege;

Som en Pulcinell Helteaanden forklæder sig,

Og kan ved Bedrifter sig qvæge.

For et Ord tit Løven i Romeren reiser sig,

Og kæmper med Steen og med Knive.

Ei meer her kroner den romerske Keiser sig;

Men den romerske Aand er ilive.

Den Improvisator jeg lider ikke.

Han kunde dog lidt bedre paa Versene flikke,

Naar han drister sig til at besynge den Stad,

Hvor paa Verdensthronen Cæsarerne sad.

(fra Caffe nuovo, med sin Stok).

Jeg skal nok lære den Karl Respekt

For Romerheltenes Sønner;

Jeg Nationens Ære skal redde med Vægt,

Naar du med en Bajoc mig belønner.

Mit ædle Navn jeg ei bærer omsonst.

Jeg fra Haaret til Munden med sjelden Konst

Hver Bajoc, du mig skjænker, nedryster.

Naar jeg ellers veed hvad min Herre forlyster,

Til Tjeneste er jeg med Konst og Natur;

Jeg opvarter ikke blot med Iis og med Kaffe —

Tydskerne kalde mig: Signor Affe,

Og de Franske:

Monsieur postillon d’amour.

Signor Conte, det regner en Smule;

Maa jeg under Excellensens Vinger mig skjule?

(i lurvet Galladragt, med en Paraplye uden Betræk).

Med største Fornøielse, kjære Ven!

Det glæder mig ret, jeg seer ham igjen;

Jeg frygted, han var reent af Verden forsvundet.

Nu Folk jo den ædle Konst har opfundet

Sig selv at være, hvad jeg dem var:

Nu behøves ingen reglementeret Nar.

Hvi vil han da længer saa sært sig udsmykke?

I en Galladragt før han kan gjøre sin Lykke.

Jeg har altid været hans Beskytter, min Kjære,

Og kan baade ham hjelpe til Glands og Ære.

Besøg i mit Slot mig, paa Hjørnet histhenne,

Saa skal han snart lære sin Patron at kjende.

Jeg ti Tusind Scudi fik vexlet igaar,

Og skal sørge for Pudder og Pung til hans Haar,

For hvide Strømper, for Kaarde og Spænder,

Chapeaubas og Mansketter til begge hans Hænder,

Mit Grevskab jeg mod hans Brix tør sætte,

Paa at Ingen ved Hoffet hans Stand skal gjætte,

Naar Narremasken han kun vil forandre,

Og ei tee sig klogere, end vi Andre.

Arlechino (ærbødig).

For den straalende Glands, hvori Greven har hjemme,

Skal jeg aldrig min dybe Respekt forglemme;

Men med Greven i Maanen har Paven just Krig,

Og jeg — som De veed — er i Romerhæren

Den Eneste nu, som holder paa Æren.

Excellensen maa derfor undskylde mig —

(prygler ham bort med Brixen, og peger paa

Viinkjælderen.)

I Slottet paa Hjornet kan vi drikke Forlig.

Signor Pasticcietto⁶ (i nyeste Modedragt).

Dine Brødre, Arlechino, nu myldre paa Gaden;

Men hvi seer man Eder kun ved Carnevalstid?

Til daglig Brug knap vi kan rummes i Staden;

Men Signor Pasticcietto, ved Eders Flid

Og Vindskibelighed er Konsten nu steget,

Og for andre Uniformer vores er veget.

Vel en pavelig Sveitzer i Kaalormedragten

Og Nobelgarden dig ligner i Pragten;

Dog nu først seer jeg en virkelig Nar,

Slig Sommerfuglkarl er i Verden nu rar.

Vi boe jo dog under det selvsamme Tag,

Og Signoren har seet mig hver evige Dag.

Det er meget muligt, men altsaa formummet;

Du mener maaskee i Collegiummet?

Ja der har jeg rigtignok mangen god Ven,

Som jeg her med Fornøielse kjender igjen;

Jeg meente ellers ved Toilettet.

Haha, nu har jeg din Mening gjettet;

Du er lidt for grov i din Spøg, min Ven,

Ved Leilighed jeg skal dig betænke igjen.

Du er selv dog en Ven af den ædle Mode,

Den er Hovedstædernes høieste Gode,

Kulturens Stempel og Smagens Signet;

Dog dumme Folks Moder jeg selv har udleet,

Og hvad ikke den store Nation har opfunden,

Er dog altid smagløst og dumt igrunden.

Hør, siig mig i al Fortrolighed, Kjære,

Har jeg aldrig seet dig en Knebelsbart bære?

Gaaer ei du i ridderlig Huuskofte om,

For at synes ret gammeldags, ærlig og from?

Sad ei du i Caffe Greco igaar

Med Kalot og Fipstjæg, og nedkjæmt Haar,

Og paastod, at Konsten begravet laae

I Giottos chinesiske Øine smaa,

Men kaldte Raphaels Madonner Skjøger?

Per Bacco, Signor Pasticcietto, De spøger.

Den arme Djævel De kjendte vist godt:

Det var jo den stakkels Sælle-Pierot;

Jeg narred ham til sig paa Tydsk at forklæde,

For en gallovelsk Smaakageherre at glæde,

Som syntes, han selv var en dygtig Mand,

Fordi han dog havde en Art Forstand;

Nei, hold mig dog aldrig for slig en Stymper!

Siig, gaaer du heller aldrig med røde Strømper,

Tre Tjenere efter dig med Paraplyer?

Kan være, Signor, naar paa Eventyr

De i Messen gaaer; men for høit De taler,

Troer De, her er slet ingen Cardinaler?

Siig, kjender du Masken, som bag os gaaer,

Og Folk Confetti i Øinene slaaer?

Det er vist en Fremmed, som ei sig forstaaer

Paa det Fine i vore Carnevalsløier.

See, det kan jeg kalde en Spas, som fornøier;

Disse velske Øine har Fanden skabt:

Skal her ikke Hjertet gaae reent fortabt,

Maa man bombardere de Batterier,

Hvorfra Ilden kommer i store Partier.

Min pene Gentleman, hvorfor saa vred?

Har han Lyst til at baxes, god dam, jeg er med.

Gensd’arme-Chef (til Hest).

Behag at gjøre Plads!

En Smule tilside!

Vi vil ei forstyrre Maskernes Spas;

Frygt ei, mine Skjønne, saa sagte vi ride.

Behag at gaae frem!

Nu kan Vognene kjøre.

Den Tugtemester er dog ei slem;

Kan man ogsaa uden Grovhed Commando føre?

Og uden Uordener Orden gjøre?

Den nye Opfindelse bringer jeg hjem.

Denne Kjøren og Riden jeg lider her ikke.

Det er næsvise, aristokratiske Skikke;

Hvorfor kan de fornemme Esler ei gaae?

Under Masken er Alle lige høit paa Straa.

Du Skjørtekudsk der med Næsen grøn!

Pas paa Tømmen, Fru Søn!

Mens din Pidst fantaserer paa tredie Sal,

Kan Hengsten hernede let gjøre sig gal.

Den fremmede Herre histhenne vil jeg raade

At bruge sin Maskefrihed med Maade;

Ved denne Leeg er jeg helst overflødig,

Men er strax ved Haanden, har Nogen mig nodig.

Gartnermaske (med sin Blomsterstige⁷).

    Du Blomsterdusk,

    Saa spraglet og skjøn,

    Med Neglikebusk,

    Med Reseda grøn!

    I dit Silkebaand

    Du er Fugl i min Haand,

Hvorhen, hvorhen vil du flyve?

    Granatblomst rød,

    Liig blussende Lyst,

    Liig brændende Glød

    I Elskerbryst —

    Med Myrthen i Baand,

    Du er Fugl i min Haand,

Hvorhen, hvorhen vil du flyve?

    Ved de Tepper blaa

    Paa høie Altan

    Romerinder staae —

    Jeg dem kjende kan:

    Under Masken hist

    Smiler hun forvist,

Som veed hvorfra Blomsten kommer,

    Nu flyver den strax —

    Vær sikker, mit Syn,

    Udspiil dig, min Sax,

    Bliv et dobbelt Lyn!

    Paa Stigen i Luft

    Flyv med liflig Duft,

Min Blomsterfugl, til min Skjønne!

Hyrdindemaske (paa Altanen).

Du er min, du røde

    Blussende Granat!

Paa Hyrdindens Hat

    Skal du gløde.

Hvi maa Kinden mig brænde

    Bag Masken ilsn?

Mon den Gartner skjøn

    Jeg skal kjende?

Paany han udspiler

    Smaastigen i Luft;

See, med Blomst og Duft

    Den hidiler.

Paa den Rose klæber

    Hans Kys jo endnu.

Hvad vil, Rose, du

    Mine Læber?

Den Gartner heniler

    I Maskernes Larm,

Hans Blomst ved min Barm

    Nu dog hviler.

Rottefanger-Maske (med Rotter i Buur).

Philologer og Antikvarer i Buur!

Classisk Konst og modern Natur!

Velopdragne og dannede Rotter,

Som ved Oldtidsrester sig gotter!

Jeg fandt dem igaar

Blandt de classiske Skaar

Af Monte Testatios⁸ Potter.

Disse lærde Herrer er reist til Rom,

Med særdeles Gave

Til Minderne af vor Alderdom

Af Muld og Gruus at udgrave.

Mangen gammel Steen

Med Inskriptioner

De udgrov med deres grundige Been;

Og i fjerne Zoner,

Ved deres gnavende, skrabende Flid,

Man veed, hvor udi Augusti Tid

Den Pølsekjælder stod,

Som Davus sin Fætter efterlod.

Philologer og Antiqvarer i Buur!

Classisk Konst og modern Natur!

Velstuderte og grundige Rotter

Fra Monte Testatios Potter!

(med Briller og opslagen Bog).

Ha træffer jeg dig der, du forbryderiske Knegt!

Du Pest for den hele menneskelige Slægt!

Du Rottefangerdjævel og Hexemester,

Som har gjort mine lærde Principaler til Bæster!

Du Æreskjænder, Morder, Bandit og Cujon!

Du alle Tyves og Skjelmers Hæler og Patron!

Du alle Forbrydelsers beviste Udøver!

Du Sædernes Fordærver i den sorte Ørn!

Du Fader til alle vore uægte Børn!

Du tre Gange dømte og ophængte Røver!

Ja rigtig, Hr. Confrater, der har vi vor Mand,

Han skal vide der er Lov og Ret i vort Land.

(De overskrige hinanden)

Han skal vide, her er Prokuratorer i Staden,

Og af Vidner har vi Nok overalt her paa Gaden.

Han skal vide, vi er hjemme i vor

I Responsa prudentum, Pandecter og Noveller,

Han skal vide hvad

Crimen Majestatis gjelder,

Infamia, servitus, mors, relegatio,

Hold ham fast, før han løber! det er dig, som igaar

Begik Crimen Majestatis mod de classiske Skaar.

Det er dig, som har plyndret vore Alderdomsrester,

Og solgt Veturinerne Trøier af antikt Manchester.

Det er dig, som vil rive Colosseum ned,

Og sende der til England med Posten afsted.

Det er dig, som for en Scudo gjør falskelig Eed.

Det er dig, som har myrdet paa den spanske Trappe,

Og gjort Gesandten til — Noksagt — i Jesuittens Kappe.

Det er dig, som har skilt vor Ære ved Livet,

Og med

aqva tofana vore Dyder forgivet.

Det er dig, som er Skyld i, at Troen forfalder,

Og at Roma sig nærmer den barbariske Alder.

Det er dig, som skal dommes til Baal og Brand,

Saasandt der er Lov og Ret i vort Land.

Det er dig, vi skal hundred Processer paaføre,

Og forfølge, saalænge vi kan Tungerne røre.

(Strid med Confetti, Latter og Tumult.)

Riddermaske (afsides).

Hvor Børn sig dog kan more med Lidt;

Nu har jeg betragtet den Spas saa tit.

Og skjøndt der igrunden Intet er i,

Den har dog et Anstrog af Fantasie,

Og i denne Tid man dog seer her Noget,

Om smagfuldt ei, saa barrokt og broget,

Som ligner en Hovedstads Liv og Glands;

Men for Glæden har dog Paris kun Sands.

— Min Romerinde ei tryller mig meer,

Efter Cecisbeen hun alt sig omseer.

Derfor vil jeg ikke i Graven gaae,

Ved et Eventyr nu jeg mig hævne maa;

Men den evige Børneleeg her mig kjeder,

Og forgjæves om en Kammerat jeg leder,

Som forstaaer sig lidt paa det lystigt Vilde,

Og kan hjelpe mig en Don Juan at spille.

(med Fugle limede paa et Træ).

Heisa, velske Improvisatorer!

Luftpoesie-Matadorer!

De strax kan synge om Alt, hvad I vil,

Men især — som I vide — om Elskovsild,

Om blussende Hjerter,

Og om alle deraf flydende Smerter.

Heisa, velske Improvisatorer!

Luftpoesie-Matadorer!

For Enhver af dem, hvoraf vi har Nok,

Kun fire Bajoc:

For en Foliet Viin de strax flyve op

Til Gadeparnassets høieste Top.

Heisa, velske Improvisatorer!

Luftpoesie-Matadorer!

Paa Qvist hist sidder

En Fugl, hvis Qvidder

Betyder langt mere:

Han kan hele Tragedier improvisere —

Heisa, velske Improvisatorer!

Luftpoesie-Matadorer!

Han er Sgrizis⁹ Fætter,

En Scudo er Prisen, jeg paa ham sætter:

Som Fyrværkerier,

Hans Phantasier

Fytte bort i samme Minut, de henrive,

Og uden at læse og skrive,

Paa en Time han kan udødelig blive.

Heisa, velske Improvisatorer!

Luftpoesie-Matadorer!

— Ved Kirken jeg beder den hele Dag,

Og er baade halt og blind;

Om Aftenen er jeg lidt mindre svag

Og lidt mere lystig i Sind.

Om Dagen vi græde, ved Qvel vi lee,

Og begynde hvor sidst vi slap:

I Klubben vi Blinde hverandre see,

Der dandse vi Halte omkap.

Brød eller Død, det er mit Princip,

Og af Byttet gaaer jeg ei Glip;

Min Dolk er rød, og den Reisendes Pung

Er af blanke Zechiner tung.

Ligger bleg han mellem Ruiner,

Bag Busk jeg i Maaneskin griner.

I Galgen hænger min Kammerat,

Paa Pælen dingle hans Been;

Naar med Sang jeg gaaer ham forbi ved Nat,

Skriger Ravnen paa Rettersteen;

Men naar Mulen med Bjelden ringer,

Gjennem Skoven min Pibe klinger.

For den rædde Sbirre jeg frygter ei:

Han løber, naar han mig seer,

Og standses Karmen paa hule Vei,

Deler Vagten Byttet og leer;

Men paa Maven den Reisende ligger,

Sit Liv af min Haand han tigger.

Paa mit Bjerg jeg selv er en Potentat:

Med Verden fører jeg Krig,

Kan slutte med Paverne Concordat,

Og med velske Konger Forlig.

Mine Fædre bar Verdenskronen,

Jeg er Kjærnen af Romernationen.

Den Maske mig synes en Smule grov.

Har han Lyst, har han Lov

Til at gjøre sig gal —

Her er Maskefrihed og Carneval.

Gartnermasken (afsides).

Hun har kjendt mig: see, hun bærer

Rosen under høie Barm.

Længselen mit Bryst fortærer,

Til hun hviler i min Arm.

Som den blussende Granat

Paa Hyrdindens hvide Hat,

Maa ved hendes Barm jeg gløde

I det hemmelige Møde.

Elskovsbud, forraad os ikke!

Skjul dig i min Blomsterbusk!

Vogt dig for Forræderblikke

I den grønne Myrthebusk!

Til Altanen flyv med Lyst!

Hvidsk ved min Hyrdindes Bryst:

Hvor ved Maanens stille Lue

Gartnermasken hun kan skue!

(skjuler et Brev i Blomsterbusken og sætter den i Fart.)

Hyrdindemasken (paa Altanen, afsides).

Han har kjendt mig — ja ham er det,

Myrthe, flyv mig ei forbi!

— Ak, hvor har du mig forfærdet,

Tør jeg see dig indeni?

Blomsterfugl, paa grønne Vinger!

Hvide Elskovsblad du bringer;

Ved mit Hjerte hvil dig nu!

Blomsterpost, hvad bringer du?

(læser Brevet hemmelig)

Fro til Graven du mig kalder

Hemmelig i Maanestm.

Paa Narcissen Duggen falder,

Gartneren gaaer skjult derind,

Til en Løvsal han fortrolig

Smykker ud den Dødes Bolig,

Venter blussende sin Mø —

Ak, maa der ei Elskov døe?

Hjertet bæver; dog jeg kommer!

Tøv med Tegnet ei, min Haand!

Hvor jeg saae ham sidst i Sommer,

Samler os en venlig Aand.

(giver Gartneren et Vink, men taber Brevet)

Han forstod mig, han forsvinder;

Paa Altanen Luften vinder —

Blomsterbrev, hvor blev du af?

Bort forrædersk Luft dig vifted —

Ak, hvis Lykken Maske skifted!

— Hvad vil Livet i en Grav?

Riddermasken (med Gartnerens Brev).

Hvad den deilige Hyrdinde

Tabte fra Altanen hist,

Bringe mig de skjælmske Vinde,

Elskovsord det er forvist.

Ha, men mig det gjelder ikke;

Og dog hine Flammeblikke

Har opildnet i mit Bryst

Helvedqval og Himmellyst.

Piller for al Slags Djævelskabs Meen!

Er det i Hjerte, i Mave, i Been,

Er det i Øiet, i Øret, i Panden —

Piller til Lettelse

I al Slags Besættelse:

Eet Sted stikker dog Fanden.

Flor han som Elskov i Hjertet dig ind,

Gjør han til Nar dig i Maaneskin,

Famler, i Elskovsbesættelse blind.

Haanden i Taage efter Gudinder,

Hvor du en Dolk eller Kjødklump finder.

Her har du Pillen, som Øiet oplukker —

See nu Hexen, for hvem du sukker!

Mig din Pille ei helbreder:

Øiet, som jeg nylig saae,

Jeg iblinde følge maa,

Om det saa til Helved leder.

Lad det koste hvad det vil!

Alt jeg sætter nu paa Spil.

— Sorte Lokker, hvide Arm!

Svanenakke, Svanebarm!

Brune Øine under Hatten!

I har røbet Trylleskatten,

Som jeg hæve maa ved Qvel,

Koster det saa Liv og Sjæl.

Mig synes hinanden vi kjende skal;

Vi saaes nok sidst i Palais Royal.

Hvordan? tolereres her du og Dine?

Her driver jeg Konsten just i det Fine,

Og her tolereres vi begge To.

I Jesuitterklostret jeg skjult kan boe,

Og nu aabenlyst jeg sørger for Mine;

Man for en phantastisk Person mig vilde holde,

Mens jeg spiller mig selv som Carnevalsrolle.

Du kunde forskrække mig, naar jeg ei vidste,

Det gjelder hinanden nu at overliste.

Din Maske er altsaa Maske med,

Og idet du skuffer med Oprigtighed,

Er din dobbelte Maske — igrunden ingen.

Og derved just Nogen; see, det er Tingen:

Naar nu tildags jeg vil lade mig see,

Maa det altid nødvendigviis saadan skee,

At Ingen det troer, om jeg selv det siger,

Og at Tvivlen ved hver Overtydning stiger.

Er du Løgnens Fader, og selv det tilstaaer,

Saa lyver du jo, og du er ham ikke.

Just deraf det Væsen I selv udsaaer,

Som i Modsigelsens Aand maa ligge:

Er jeg ikke, fordi jeg just er, min Ven,

Saa bliver jeg jo derved mig selv igjen.

Du er stærk, som jeg seer, i Metaphysikken;

Som sædvanlig lader den mig nu i Stikken.

Hvad du er og ikke er, gaaer jeg forbi:

Dit Uvæsen er dog en sær Phantasie,

Som jeg frit kan lege med, som mig behager.

Mens i Drømme jeg kun med — en Drøm mig bedrager.

Men hvis jeg ei feiler, jeg kjender min Mand:

Til en lille Spøg man dig bruge kan,

(at sige for gode Ord og Betaling)

Men Sagen taaler ei mindste Forhaling.

See der er min Klo, jeg Jer følge skal,

Som min gamle Faust, i mit Carneval.

I veed dog vel hvad Ordet betyder?

Carnevalia, eller Carnalia lyder

Dets rette Navn; det er: Kjødets Tid,

Medens Kjødet gjelder.

Saa gjør nu din Flid,

Og lader os smedde, mens Jernet gløder!

Fra Altanen hist et Blik mig just møder,

Som giver mig til et Eventyr Lyst.

Med Hyrdindens Dyd jeg vover en Dyst;

Jeg har Tegnet seet, hun hiin Gartner gav:

Ved Ave Maria Augusti Grav

Forvandles skal til Cytheres Have,

Hvor Gudinden henbringer sin skjønneste Gave.

Til samme Tid jeg en Gartner bliver,

Og dig jeg en Part af min Salighed giver,

Tilligemed en god og velspækket Bors,

Naar du skaffer den rette Gartner til Dørs,

Og lader mig for hans Paradiis sørge.

Imorgen I ei om min Kløgt skal spørge,

Naar her vi mødes paa samme Tid,

Og Lønnen jeg kræver for Konst og Flid.

(forsvinder blandt Maskerne.)

Nu det sære Maskespil

Ikke længer mig skal kjede;

Eventyr det fører til:

Ubekjendte Aander lede

Lønlig Hændelse og Sind,

Bringe med letfærdig Vind

Nye Ønskers stærke Lyst,

Nye Flammer i mit Bryst.

Hemmelig i Maskeklæder

Vinke ubekjendte Glæder

Dobbelt lokkende iløn,

Og Hyrdinden, dobbelt skjøn,

Skal ved fremmed Hjerte gløde

I det løndomsfulde Møde.

(paa udstoppede Heste).

Seer I fra hvad Hjørne Vinden nu blæser,

Saa tager iagt eders romerske Næser!

I kjende os nok paa det dristige Sving:

Vi Rom kan erobre som Ingenting,

Og hvor eders Fædre har Verden regjeret,

Vore Sabler har eders Sæder poleret.

Saa gaaer det i Verden, nu op og nu ned;

Nu gjør vi ei Keiser eller Pave Fortred.

For et Syns Skyld nu kun vi triumfere.

Mens vi paa vore egne Been galloppere.

Enhver maa sig hjelpe, som han kan bedst,

Det synes dog nu som vi sidde til Hest:

Kan ei vi os med det Reelle fornøie,

Med Skinnet er vi vant til at lade os nøie.

See, det kan jeg lide,

Saaledes maa I gjerne mellem os ride;

Naar I følge min Fahne, det klæder Jer bedst,

Saa fordærve I ei heller vor Carnevalsfest.

Paa Kjephest jeg foran med Brixen vil trave,

At Enhver kan see, det har ingen Nød

Med Carnevallets formeentlige Død,

Og at vi skal ei det iaar begrave.

Briller, til at see med,

For at studere!

Briller, til at lee med,

Og coquettere!

Briller, for Herrer, gamle og graa!

Briller, for Drenge og Pattebørn smaa!

Philosofiske Briller,

Hvori Lyset med alle syv Farver spiller.

Og med lutter Glands hele Verden forvilder!

Hofpoetbriller, som gjør Lidt til Stort!

Prokuratorbriller, som gjør Hvidt til Sort!

Briller, for Elskere og Elskerinder,

Hvorigjennem man Skjønhed og Dyd kun finder!

Briller, for Herrer, store og smaa,

Som vil Lykken finde — og Galgen undgaae!

Briller, for Folk, som see alt for Lidt,

Og ikke kan skjelne Mit fra Dit!

Briller for dem, som Lykken har sveget,

Fordi de imellem saae alt for Meget!

Alt Nok af den daglig forslidte Satire!

Hvorlænge vil I høre paa den gamle Lire?

Den vrantne Pedant der med sine Briller,

Gaaer her og skikkelige Folk kun driller.

Nei, lystig, Børn lil!

Det gaaer aldrig galt nok i Verden til.

I Dyden dog Ingen ret vidt det driver;

Men jo meer man synder, jo frommere man bliver.

Vorder Synderegistret imellem for sort,

Til Skriftestolen er Veien jo kort.

Hvergang I har syndet, kan I læsse paany,

Og i al Fald til eders Helgene tye;

Hos dem kan I daglig Fortjenester hente;

De Karle — som I veed — har Dyder paa Rente.

Naar desuden I faste og gjør Poenitense,

Hvad behøver I Skjærsild og Helved at ændse?

Er der ikke Moral nok maaskee i min Tale

Og smager den af Hestefod eller Hale,

Min Maske — som I seer — det passer sig til,

Og i Verdens store Carnevalsspil

Jeg som en barrok Phantasie kun gjør Løier,

Og ved Skyggekontrasten just Lyset ophøier.

Med Forlov at spørge, er min Herre selv Fanden?

Eller vil han maaskee passere for en Anden?

Ifald jeg er ham selv, hvad vil du da, Kjære?

Ak, rør mig kun ikke — det er altfor stor Ære —

Jeg trænger just til slig mægtig Patron,

Men er — sandt at sige — en Smule Cujon;

Dog jeg gjerne ham under en Sjæl, Herr Fanden,

Ifald han for min — vil nøies med en Anden:

See, der gaaer Arlechino med Columbine —

Den gamle Pantalone har Mavepine;

I Carnevallet skal jeg bevogte hans Datter,

Men hvert Øieblik jeg, til Pøbelens Latter,

Maa Lyset holde for dem begge To.

Til at tygge Macaroni har jeg ingen Ro,

Og kommer til at hænge mig i Dag eller Morgen,

Hvis Herren ikke selv befrier mig fra Sorgen,

Og tager allernaadigst med Hud og Haar,

Det hele Compagnie, i hvis Sold jeg staaer.

Mener du Trouppen eller Patronen?

Eller Publikum selv og hele Nationen?

For dem Alle tilsammen gier jeg, sandt at sige,

Ei den mindste Djævel bort i mit Rige.

For den hele cultiverte Menneskeslægt

Har nu hverken Engle eller Djævle Respekt,

Og til Jordaanden gjerne jeg overlader

Hvad hverken jeg elsker meer eller hader.

De kraftige Aanders Tid er forbi,

Og Sjæle, som der er Ingenting i,

Som man hverken i Himmel eller Helved kan bruge,

Blev jeg tommere ved jo fleer jeg vilde sluge.

Hvo skulde troe, at Fanden var saa kræsen?

Den Hund dog allevegne har Næsen;

Har nu han endogsaa faaet snuset op

Hvormeget Sjæl der gaaer paa en Krop?

At den Karl os vrager vist Ingen bedrøver;

Af Sjæl har Enhver saameget han behøver;

Havde man kun af Macaroni lidt meer,

Og især af de kjære Bajoccer fleer!

Gartnermasken (afsides).

Skjønne Gjulia ei meer

Hist paa Svalen jeg dig seer;

Men naar Maskevrimlen svinder,

Veed jeg, hvor min Længsel finder

Hvad mig Haabets glade Fugl

Nynned liflig til i Skjul.

Pst, Fernando er det dig?

Hvad? ved Navn du nævner mig,

Kjender du mig?

Som du seer;

Mig man derimod ei meer

Blandt oplyste Folk vil kjende.

Siden jeg har lært at vende

Den polerte Side ud.

Hund man skuer ei paa Hud;

Kappen dog og Hanefjeren

Synes mig ret vel bekjendt.

Har hos Doctor Faust du tjent,

Takker skyldigst jeg for Æren

Af et alt for nøie Kjendskab.

Har maaskee du Nok af Venskab,

Elskov vrager du vel ei,

Og paa hemmelige Vei

Fra en dejlig Romæfrue

Bringer jeg dig Steevnebud.

Hver Dag gik du ind og ud,

Syntes Vennen kun at skue;

Men at Signor Pietros Brud

Ugen efter Bryllupsdagen

Mere saae paa dig, end Magen,

At i dig hun syntes vente

Sin

Cavalier servente,

Saae du i din Blindhed ei.

See, nu paa din Lykkes Vei

Til den Skjønne jeg dig leder.

Medens Signor Pietro beder

Sit Ave Maria siden;

Glæd dig, det er snart paa Tiden.

Signor Pietro er min Ven,

Ingen Djævel ham skal svige.

Ingen Slange lumsk skal snige

Til hans Paradiis sig hen —

Er end, som det lader til,

Paradiset alt forgiftet,

Og har i letfærdigt Spil

Alt hans Lykke Maske skiftet.

Ingen Romer gaaer det bedre;

Vil du Landsmandskabet hædre,

Deler du, som ærlig Mand,

Med din Ven Alt, hvad du kan,

Følger Landets Skik og Brug,

(Vil du, kan det skee i Smug;

Aabenbart dog tolererer

Manden Konens Cavalierer,

Tager samme Frihed sig.)

Satanas, viig bort fra mig!

Vil du kun hans Maske bære,

Men ei virkelig ham være.

Lad mig flux dit Ansigt see!

Det kan ei paa Corso skee.

Hist i Osteriet, Kjære,

Skal du ved en Mezzo¹⁰ lære

Mig at kjende i en Hast.

Drik, jeg veed, er ei din Last —

(afsides)

Hastig maa jeg Plan forandre —

Vel, saa møde de hverandre!

Vennedolk i Maaneskin

Blinker smukt i Graven ind.

(høit)

Ja din Dyd er, kan jeg mærke,

Af de usædvanlig stærke;

Men skal den idag bestaae,

Du med Viin den styrke maa,

At du modig kan modtage

Hvad du snarlig vil opdage,

Og med philosophisk Ro

See den Ven, du er saa tro,

I din skjønne Gjulias Arme.

Vogt dig, Maske, at min Harme

Ei din frække Pande rammer,

Og din Djæveltunge lammer —

Kobler og Bagvasker du!

Det er ikke Tid endnu

Til at fare op og rase.

Troer du, jeg vil med dig spadse,

Tøv en Stund, og du skal see,

At med Spadsen der maaskee

Være kan lidt Alvor blandet.

Det med Masker er forbandet:

De forvexles saare let —

Hvis jeg ellers har hørt ret,

Vil du Signor Pietro finde

Hos din kjærlige Hyrdinde

Ved den gamle Keisergrav.

Djævels Løgner, Masken af!

Vil du endelig mig kjende —

Naar Komedien faaer Ende,

Sees vi maaskee igjen.

Troer du, at du har en Ven,

Og at Bruden tro dig venter —

Snarlig du i Graven henter

Vished om hvad jeg har sagt.

(forsvinder blandt Maskerne.)

Fernando (seer paa sin Dolk).

Gjækker mig en djævelsk Magt?

Fort iblinde den mig driver

Og til Raserie henriver —

Pietro, Gjulia! — ha fort!

Veien er til Graven kort.

Arlechino (synger).

Saa lysteligt gaaer det i Carnevalsleeg,

Saamangen skjøn Signora fra sin Drage sig sneg.

Bag Masken den listige Phantasus leer,

Og Hjertet ikke rører hvad Øiet ei seer.

Med Phantasus gaaer under Kappen saa snild

Den Hjerternes Tyran med de Øine af Ild,

Og Ingen af Viisdommen rose sig skal:

Inden Aften kan den klogeste Mand blive gal.

I Masken man skjelner ei Store fra Smaa:

Ved Fyrstens høire Side kan Betleren gaae;

Det pjaltede Teppe fra fattige Seng

Som en Domino omflagrer den nøgne Dreng.

Paa Buk sidder Herren, den Tjener indeni;

Med Narren dandse romerske Guder forbi.

For Spøg gjør al Verden idag sig til Nar,

For Alvor den hele Aaret det var.

Tilside, tilside! det er Veddeløbstid;

Lad nu ogsaa de Umælende gjøre deres Flid!

Med Lunten i Halen flyer Hengsten som et Lyn,

Og Romerfolket jubler i Skye ved det Syn.

Gjulia (ved Augusti Grav).

Fjern er Vrimmelen, den vilde,

Her er dunkelt, her er tyst;

Maane med de Straaler milde!

Leder du mig til det Bryst,

Leder du mig til det Hjerte,

Som med Kjærlighed mig lærte,

Lys at søge i det Dunkle,

Og min Glæde i en Grav? —

(tager Hyrdindemasken af)

Her kun Himlens Hine funkle.

Falske Larve, fald nu af!

Rene tause Himmelblikke!

I forraade mig vist ikke;

Blues skal I heller ei

Ved min Gang paa dunkle Vei.

Hvem den kolde Verden fjerner.

Samle kjærligt Nattens Stjerner;

Hvad ei Jorden skue maae,

See nu Himlens Engle smaa.

Ja han er der, see han kommer —

Længe vented du vist alt;

Hvor vi mødtes sidst i Sommer,

Har du længselfuld vist talt

Øieblikkene med Smerte —

Kom nu til din Gjulias Hjerte!

Gartnermaske (omfavner hende heftig og taus).

Hvi er du saa taus, saa stille?

Dine Favntag dog saa vilde?

Og dit Aasyn du mig stjuler —

Er vi selv ved Gravens Huler

Sikkre ei for Speiderblikke?

Ingen hører os jo her.

Masken (hvidsker).

Tys, kom med til Hulen der!

Ak, din Røst jeg kjender ikke,

Kan jo ei dit Aasyn see —

Du er ei Fernando — Vee!

St. Maria sig forbarme!

Frels mig af Forræderarme!

Signor Pietro (ved hendes Fod uden Maske).

Følg mig, Skjønne, og tilgiv!

See, jeg vovet har mit Liv

For den deiligste Hyrdinde

Elskovsstærk at overvinde;

Om end skinsyg Dolk her blinked,

Skjønnere dit Blik dog vinked.

Skjænk mig, hvad mig Haabet gav.

Smilende ved dunkle Grav!

Gartneren, du huld tiltænkte

Mødet, som mig Lykken skjænkte,

I en Andens Arm dig glemmer —

Hjelp Fernando, frels din Mø!

Skjønne! kom, jeg hører Stemmer —

Livet gjelder det —

Fernando (iler til).

Ha døe!

Døe Forræder — falske Ven!

(saarer ham)

Ak, Fernando, du min Dommer!

Mephistopheles-Masken (gaaer forbi og leer).

Skal vi mødes her igjen?

Følg mig, Gjulia, man kommer —

Alle Helgne staae os bi!

Hist i Templet er vi fri —

Gjennem det gaaer Frelsens Sti.

Nu jeg dig til Altret fører,

Nu du evig mig tilhører.

Nu jeg har dig kjøbt med Blod.

Alle Helgne! giv mig Mod —

Kom, ja nu jeg dig tilhører.

Frels dig, frels dig, lad os flye!

Nu af sortest Tordenskye,

Maa vor Fremtids Sol fremstige.

Aldrig kan den Skye bortvige —

Ak, du har mig kjøbt med Blod.

(de Elskende flygte)

Pietro (ved Kirkedøren).

Himmel, und mig Frist til Bod!

Sang (fra Kirken).

Skuffes jeg da ogsaa her?

Helligdommen er for nær.

— Snarlig læges Vennens Saar,

Og han frelst til Skrifte gaaer.

Mens de Elskende henvandre

Nye Livsstie med hverandre.

— Jeg en Synder har omvendt,

Har to Elskende forbundet;

Snart er Maskespillet endt,

Jeg med Narrene forsvundet,

Er som før en Phantasie —

Bort — her er min Tid forbi.

Arlechino paa Corso blandt Maskerne med

Smaalys (

Moccoletti).

Saa lystig, til Carnevals Efterspil,

De tusind Smaakjærter nu tænde vi vil,

Og gjækkes og lege med Smaalys ved Nat,

Paa eengang nu bliver al Verden besat.

Du skal myrdes!¹¹ er Maskernes Løsen.

Som Lygtemænd sværmer den myldrende Bye,

Det glimter, det lysner, det gjalder i Skye,

Faldt alle Smaastjerner af Himlen herned,

Og dandse nu med os i Natten afsted?

Du skal myrdes! er Sværmernes Løsen.

Det Kjærte-Hav bølger i tindrende Glands,

Høit Latteren skingrer til Stjernernes Dands;

Med Lys rulle tusinde Karme forbi,

Det glimter i Huus, paa Altan og paa Sti.

Du skal myrdes! er Flygtningens Løsen.

De Smaalys udpustes og tændes paany,

Skalkagtige Hænder dem snappe og flye.

Vogt Lyset som Livet! — Hver sørge for Sit!

Naar Mit brænder klarest, udpuster jeg Dit.

Du skal myrdes! er Elskernes Løsen.

Den skjønneste Signora bedst Legen forstaaer,

Sin Kjærte hun tænder, og Øiet nedslaaer;

Mens paa de uskyldige Øine du seer,

Dit Lys hun udpuster, og flygter, og leer.

Du skal myrdes! er Pigernes Løsen.

Nu vogt Jer! — paa Stylterne dandse jeg kan,

Jeg Kjærten udpifrer paa høien Altan;

Signoren paa Svalen ei gjække mig skal,

Mit Lys kan jeg tænde paa Høienloftssal.

Du skal myrdes! er Narrenes Løsen.

Jeg puster i Karmen, som ruller forbi.

Og driller de pyntede Skjønne deri;

For Munden mig holder en silkeblød Haand,

Og barnlig mig gjækker den spøgende Aand.

Du skal myrdes! er Børnenes Løsen.

Den Barneaand flygter, naar Lyset er slukt;

De tusind Smaaflammer end lysne saa smukt.

Imorgen begynder den Faste, saa lang,

Farvel da mit Liv, og min Lyst, og min Sang!

Du skal døe! er dog Enden paa Legen.

Veturinerne (paa Hjørnet).

Veturin, Excellencer! Veturin, Veturin!

God Befordring til Florenz, Bologna, Turin!

Mens Rom holder Faste, reise lystelig vi

Til Neapel imorgen, alle Rovere forbi!

Til Constantinopel, Jerusalem, Wienne,

Og, hvis Patronerne lyster, til Verdens Ende!

God Beværtning paa Veien, og herligt Logis!

God Vogn, gode Muler, og godt Compagnie!

Veturinen for Alt bærer Sorgen!

Til Neapel, til Neapel, imorgen!

Histnede, Histnede

Er Vaar nu og Glæde;

Det lufter fra Voven

Over Guldæbleskoven;

Det gløder, det brænder

Under Paradishaven —

Mod Skyen Vulkanen sin Altarild tænder,

Og fortryllet dandser Livet paa Graven.