De Fugle lad komme!
De Fugle lad flye!
Naar Frygten er omme,
De qvidre i Skye.
De Piger lad smile!
De Piger lad gaae!
Naar rast vi bortile,
De dvæle, de staae.
De see sig tilbage,
Med Smiil og med Vink,
Og fjernt vi medtage
De venlige Blink.
De Fremmede komme,
De Fremmede gaae;
Naar Reisen er omme,
Vi see hvad vi saae.
I Dalen den grønne,
Paa morgenrød Stie,
Gaae smilende Skjønne
Os atter forbi.
Lad flye hvad der kommer!
Fortryl og far hen!
Flye venlige Sommer!
Kom venlig igjen!
Og see vi ei mere
Det Bjerg og den Bye,
Saa er der jo flere,
Til dem vil vi tye.
Maa Alt her end svinde
Hvad tryller os meest —
Vi Hjemmet vel finde.
Og der er dog bedst.
Hurra! saa gaaer det muntert igjennem fremmed Land;
Hvor lysteligst os tykkes, en Stund vi dvæle kan.
Fra Winkel over Søen til Rosloch fare vi;
Der bruser stærke Meelbach paa vilde Klippesti.
I Dragehulen lurer Uhyret nu ei meer;
Men Dragekampen mindes jeg og skumle Hule seer.
Hvor Kraft og Mod har hjemme, er en Herakles fød —
Om Winkelried hiin Gamle er Sagnet ei uddød.