Morgenvandring
(fra Lucern)
(fra Lucern)
Fra Lucern slynger Stien sig gjennem grønne Eng,
Der boltrer sig den muntre Bæk i buntet Blomsterseng.
Paa Stien gaae i Række de Reisende saa fro.
Bagefter huier Felix med Peter, stærk og tro,
De bære Reisebyrden og sjunge dog saa glad;
Ved Kilden tit i Skyggen de trætte blandt os sad.
Vi Læderbægret gav dem med blanke Druesaft,
Og over Bjerget steeg de paany med Lyst og Kraft.
Naar Felix seer paa Engen den Sweitzermøe saa bly.
Da springer han med Byrden og huier høit i Skye.
Omhyggelig den Fører gaaer foran med sin Stav,
Adspredte Hob han samler, ret som en Hyrde brav.
I lette Linnedkjortel og med Kamasker paa,
Vi tvende Skandinaver blandt Tydsterne der gaae;
Naar dansk vi til dem tale, det klinger dem heelt sært;
Dog Peregrinus Feuerlein tre danske Ord har lært,
Men studser naar vi sjunge om fjerde Christian:
Hvordan han stod ved Masten, da Gothens Hjerne brast.
Det klinger for Germanen, som Nordenstorme fast.
Det sjunge vi naar Søen opsvulmer høi og vild;
Men hilser os i Dalen den Sweitzermøe saa mild,
Saa nynner Caravanen paa spraglet Blomstersti
Om Glædens Fugl, som kommer snart, og flyver snart forbi.