I vide Verden gaaer frejdig ud
Den danske Mand;
Men aldrig glemmer han Ven og Brud
Og Fædreland.
Og mødes Danske paa fremmed Kyst,
Er Glæden stor;
Højt toner Sangen fra Broderbryst
Mod højen Nord:
Hil være dig Danmark, vor Moder!
Det milde Syden har Bjerg og Flod
Og klare Luft:
Her ruller fyrigt det muntre Blod
I Blomsterduft.
Det strænge Norden har dybe Hav,
Saa stolt at see,
Der funkle Stjerner paa Kæmpens Grav
I Vintersnee.
Hil være Dig Danmark, vor Moder!
I Velskland slynger sig Ranken fro
Om Træets Arm;
I Norden klynger sig Møen tro
Til Vennens Barm.
Her Livet gløder i frejdig Lyst,
Her Myrthen groer;
Men dybt slaaer Hjertet i stille Bryst
Mod højen Nord.
Hil være Dig Danmark, vor Moder!
Her Lauren fletter sin grønne Krands
Om Konstens Hal,
Her stande Guder med Oldtidsglands
I Marmorsal.
Men hist hvor Solen bag Skye nedgaaer
Ved Vintertid,
Ved Arnen Barden Guldharpen slaaer
Om Fædres Id.
Hil være Dig Danmark, vor Moder!
Til Sydens Himmel, til lyse Luft
Vi vandred fro,
I Rankens Lye, i Orangens Duft
Blev Hjertet tro.
Tit længselfuld mod det fjerne Hav
Vi stirred frem.;
Hvor Stjerner funkle paa Fædres Grav
Der er vort Hjem.
Hil være Dig Danmark, vor Moder!
Og Hil Dig Broder og Ven og Møe
Ved danske Strand!
Fornem vor Sang over Bjerg og Søe
Fra fremmed Land!
Hvor Livet gløder i frejdig Lyst,
Hvor Myrthen groer,
Slaaer Hjertet dybt i det danske Bryst
Mod højen Nord.
Hil være dig Danmark, vor Moder!
B. S. Ingemann.