”Hist Saturns det fromme lysblaae Øje
”Straaler mildt i Himlens Stjerne-Hær;
”Ak! saa tit jeg stirred i det Høje,
”Veemodsfuld min Tanke dvæled’ der —
”Snart vil Skjæbnen mig fra Eder fjerne;
”Dette Minde trodser Tidens Elv;
”Kast et Blik op til min kjære Stjerne,
”Der I møde mit — maaskee mig selv!”
End jeg grant den Aften kan erindre,
Hører end hans qvalte Afskeds-Røst,
Og saa tit jeg skued Stjernen tindre,
Blussed’ Haab og Længsel i mit Bryst.
Alt jeg saae ham atter ved min Side,
Drømte mig den svundne Tid igjen,
Saae ham med os glædes, med os lide,
Ham vor Kjærligheds troefaste Ven.
Rastløs følger han sit Hjertes Stemme,
Spejder modig hver Naturens Skat;
Dybets Afgrund ej hans Fjed kan hæmme,
Intet Fjeld er ham for højt, for brat;
Vilde Vover fraade ham imøde,
Frosne Fjeldvæg truer ham med Fald,
Sand og Steen ham under Foden gløde —
Varmere han brænder for sit Kald.
Hulde Blomster! tro I ham ledsage!
Eder havde han for alle kjer,
Dvæler ej, til Congo’s Bred at drage!
Snekken alt den stride Bølge skjær.
Fletter Eder i et kjøligt Tæppe,
Dækker Ørknens golde, hede Sand,
Iler! iler! Ak! I naae ham næppe,
Alt han stiger paa den nøgne Strand.
Stolte Træ! udbred din tætte Krone,
At ej Solens Ild hans Isse naaer;
Friske Blade! over hede Zone
Vifter Kjøling, hvor den Ædle gaaer;
Styrk ham, fulde Green! med tunge Frugter,
Læsk ham, grønne Busk! med kjølig Bær,
Slyng dig, saftig Urt! om Flodens Bugter,
Qvæg din Ven! imedens din han er.
Ak! forgjæves kalder jeg paa Eder!
I har svigtet Eders bedste Ven;
Brat Naturen ham en Grav bereder,
Skjøndt han Livets Fylde offred’ den.
Urt og Blomst og Busk og Træ ham søger,
Varm, som Elskeren sin Fæstemøe,
Faren kun hans Kjærlighed forøger,
Men forladt maa jo den Arme døe.
Africa! Hvi skuffed du din Søster!
Hun saa tryg sin Søn betroede dig;
Kraftfuld stiger han paa dine Kyster,
Gridsk opsluger du hans kolde Liig.
Gullet tog han ej af dine Floder,
Rev ej Sønnen fra dit Moder-Skjød,
Nej! han kom jo som en kjærlig Broder,
Rakte Vennehaand og fandt sin Død.
Sørg, Natur! For dig din Elsker blegned’!
Græder, Venner! I har tabt en Ven!
Langt fra Eder han i Graven segned’,
Eders Taarer kan ej væde den.
Øjet naaer kun til hans fjerne Stjerne,
Hjertet ahner, at han vandrer der —
Klart dens Straaler lyse i det Fjerne,
Der han skuer, hvad ham skjultes her.
End jeg grant den Aften kan erindre,
Hører end hans qvalte Afskeds-Røst,
Seer hans Minde hist i Stjernen tindre,
Gyde Haab og Længsel i mit Bryst —
Og saa tit den slukkes i det Høje,
Naar den skinner paa hans fjerne Grav,
I Christellas fromme lysblaae Øje
Himlen mig en Minde-Stjerne gav.
O. Bang.