Jeg stod en Vinteraften i Frankernes Stad
Ved den fremmede Flod.
Keiseren var kommen. Aachenseren var glad.
Blandt Væbnerne jeg stod;
Holger Danske var Keiserens Gidsel.
Det glimted over Floden fra Keiserens Gaard.
Der var Dands; der var Spil.
Lettest fløi Prindsessen med Perler i sit Haar;
Med Gammen saae jeg til.
Men lyksaligst var Keiserens Skriver.
Prindsessen dandsed deiligt i Skriverens Arm
Paa det straalende Slot.
Alor Longobarden stod bleeg og guul af Harm;
Men jeg dem undte godt:
Skjønne Viser sang Keiserens Skriver.
Jeg stod i Vinternatten ved Fruernes Hald
Paa den nyfaldne Snee.
Emma skjalv for Æren; hun bæved for sin Skjald;
Det Ingen maatte see:
Hun fra Buret bar Keiserens Skriver.
I Natten paa Altanen jeg Keiseren saae;
Han ei mæled et Ord.
Alor Longobarden stod guul og saae derpaa;
Men Døden jeg ham svoer.
Longobarden bar Keiserens Banner.
Jeg gik den anden Aften i Frankernes Stad
Blandt Drabanternes Hær.
Keiseren i Raadet hos Ærkebispen sad;
Paa Borgen blinked Sværd.
Der var mørkt i den Mægtiges Haller.
Jeg hørte hvor de mumled i Frankernes Maal
Ved den fremmede Flod.
Alor Longobarden reed guul og bleeg i Staal;
Jeg Frankerne forstod;
Høit de mumled om Keiserens Vrede.
Jeg stod den tredie Aften i Keiserens Gaard
Ved den straalende Hal.
Keiserens Datter bar Brudekrands i Haar,
Og Brudgom var hans Skjald.
Hele Verden saae Eginhards Lykke.
