De skilles med Sorg; de mødes med Fryd;
De tale om Frænder og Venner;
Det klinger mig som en fremmed Lyd:
Mig Ingen i Verden kjender.
De græde ved Frænders og Venners Grav;
Og Graven sig mild oplukker.
Jeg stirrer paa Tidens det øde Hav —
En Evighed i mig sukker.
Jeg seer paa Slægternes store Strøm;
Jeg lytter til Vennerøster:
Det klinger som tusindaarsgamle Drøm
Fra Canaans hellige Kyster.
