Blandt Hedninger laae jeg i Bast og Baand;
Jeg bandte de vantroe Sjæle.
Da løstes jeg af saa deilig en Haand,
Og mildere blev mit Mæle.
Prindsesse Gloriant for mig stod;
Fra Kinden løfted hun Sløret.
Hun Lyren slog ved sin Fanges Fod;
Heelt sødt det klang mig i Øret.
Hun sang om Ørkenens ranke Søn,
Hun sang om sin Hjertenskjære.
Hun sang om Kjærligheds skjønne Løn;
Hun sang om Troskab og Ære.
Hun sang om den Elskedes Blomsterbrev:
Nys kom det paa Duens Vinge.
Et Laurbærblad hun fra Myrthen rev;
Det skulde hun Dansken bringe:
”Min Ørn er fløiet til Keiserens Haand;
”Selv bandt han sin Fod med Ære:
”Til Nordens Bjørn er løst af sit Baand,
”Vil Ørnen Lænkerne bære.”
Jeg lytted til den Deiliges Røst;
Jeg saae i de Øine sorte;
I Fangetaarnet sad jeg med Lyst;
Skjønt klang mig Fængselets Porte.
Med Alvor mænged jeg Skjemt iblandt:
Jeg priste mit Bur med Gammen.
Jeg æred Ørnen, som selv sig bandt;
Med Magt saa dulgte jeg Flammen.
Jeg saae paa Prindsessen rolig og mild,
Hver Gang hun sang i mit Fængsel;
Men — aldrig var jeg i hedere Ild,
Og aldrig i større Trængsel.
