I tause Nat paa stille Hav jeg farer;
Foroven glimte Zebaoths Hærskarer.
Den christne Styrmand Havnefyret peiler;
Til Hjemmets Havn, til Viv og Børn han seiler.
Han seer paa Naalen og Kompassets Streger;
Jeg seer hvor strenge Orion henpeger.
Med Stjernebæltet fra Eloahs Hænder,
Gaaer Vinterenglen did, hvor Verden ender.
Ham følger Himlens store Krigerskare;
Til Dommens Dag de over Jorden fare.
Jeg følger Himmelhæren — i det Fjerne;
Men i mit Øie tindrer ingen Stjerne.
Jeg knuser kun en Taare, der frembryder:
Her Ingen drømmer om hvad den betyder.
Den brave Styrmand mig paa Skuldren klapper:
— "Du drukner ikke, Jøde! vær kun tapper!"
