I har fulgt mig; I mig kjender;
I mig vise Vei hver Nat;
I var mine fuldtroe Venner:
I kun har mig ei forladt.
Lige smaa endnu I tindre —
Lige store, mener jeg:
Synes her det Store mindre,
Det bekymrer Jer vist ei.
Hvad jeg Stort paa Jord har fundet,
Var for eders Blik vist smaat —
Ak! det er nu Alt forsvundet —
I Jer conservere godt.
Gaaer den hele Jord i Smulder,
Med dens Glæde, med dens Qval —
Bagatel! den Smule Bulder
Naaer ei eders Dandsesal.
Jeg forstaaer Jer, gamle Venner!
Eders Smiil er Ironie.
Alt hvad her kan skee, jeg kjender —
Jeg beundrer det — som I.
