Zakarias Nielsen (1844–1922)

A

Af Jordens Børn de fleste er paa Kant

Aha, det er Morgen!

Alt bruser Vinterstormens vikle Toner

B

Bestandig maa indbankes i Forstanden

Bred ud, o Danebrog, Dit røde Felt

E

Ej Kristi Kirke den Triumf skal fejre

Ej spørges om Kvinden fra gyldne Palads

En Gang jeg var en Yngling

En Nattevagt jeg ser ved Milen slingre

En Sangfugl, en lille mismodig en

En Snemark hvid, en Landsby, lun og stille

En Vildand rugede paa sine Æg

Ene i det aarle Gry

Et hundred Aar —! Tænk, hvilken Sum af Sjæle

Et Navn jeg gemmer paa endnu

F

Flammede Himlen, skælvede Jord

Fortæl mig nu, lille Marie, hvorfor

G

Glad som Fuglen vil jeg sjunge

Godmorgen! — Her staar jeg paa Dækket

Gud ske Lov og Pris!

I

I Dalen hist, hvor Byens Huse titter

I gamle Dage sad Bonden stolt

I Haven havde jeg Ærter lagt

I Hjemmet har jeg fundet den Svaling og Sol

I Livets store Bog staar Alt opskrevet

I Maj springer Bøg og Kastanie ud

I mange kære lyse smaa

I Sjælens Dyb, bag Taagers Slør

I skulde se vor Hane

I Toner, som en Gang jeg hørte klinge

I vevre Toner, som med Ynde klinge

I aarle Morgenstund, naar Solens Lue

Igennem Skoven hviner Vind fra Øster

J

Ja saadan stod jeg og talte og græd

Jeg beder Naadens Gud i Løn saa tit

Jeg elsker endnu denne fattige Rønne

Jeg har holdt af dig, fra jeg var Barn

Jeg kender en Styrismand og hans Brud

Jeg kendte en Præst, der ofte talte

Jeg mindes grant fra Barndomstidens Dage

Jeg mindes grant fra Barndomstidens Nætter

Jeg rækker dig hver Nat min Haand

Jeg sidder her og gætter paa

Jeg sidder i glade Tanker

Jeg steg og steg mod Bjærgets Top

Jeg stod i Midnatstimens tavse Stund

Jeg stod ved din Grav

Jeg vandrer i „Salonen” som en Drømmer

Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt

Julen sig nærmer! Vi skimte alt

K

Kan du fatte Dagens Gaade

Klaveret stod just aabent, og lille Mis sprang op

Kultur og Kristendom

L

Lægen er inde i Stuen

M

Med andres Briller kan vi mange Gange

Med Næbbet skjult i Ryggens Fjer

Med tørstende Muler nys Øgene stod

Mens Hektor gør i Byen en Runde

Mens hist ved Seines Bredder Kampens Aander

Mens Lovsangen nede fra Lejren gaar

Min Hytte er Ler kun og Straa

Min kære Ven! Du beder om Besked

Min lille hjertenskære Viv

Mod hver en Vogn, der ruller rask

Mon Manden ej grundig gør med os Kommers

Maanen er en Koblerske

N

Nu drage de milde Vinde i By

Nu er der Lys i Luften, fra Sol har tabt sin Glans

Nu frem med det svære »Artolleri«

Nu Aar er henrundne

Nys Far og Mor er gaaet til Skovs

Naar bryder du igennem Taagen

Naar Bøgen i Vaar sig lukker foroven

Naar Fuglene myldrer i Krattets Kroge

Naar Sorgen, den dybe, er sagtnet hen

Naar vi som Børn, med Øjets Glans fornyet

O

O, hvor jeg gaar

O kunde jeg i denne Stund udtale

O lær mig, o Fader, at stride

Op danske Mænd og Kvinder! nu det gjælder

P

Paa Livets Kampplads to Kæmper staa

T

Tak til Gud og til ham selv

Tiende Trin i flyvende Dage

Til Lykke, du glade Brudepar

Tit er det lidt skralt med Kaarene

Tit, naar du springer om i Leg

Tit, naar jeg sidder ene i mit Kammer

To unge Venner, Hund og Kat

Trætte Gubbe! Du segned

V

Vel mod Mulden var hans Tanker vendte

Velkommen, velkommen, mit elskte Barn

Vend tilbage, gæst mig atter

Vi dyrker Myr og Marker, vi odler Hedens Sand

Vi er jo Sønner af samme Mo’er

Vi har kaldt Dig vor Moder, Du Danemarks Vang

Vi har Kirker, Bedesale

Vi havde et Hus med et Par Tønder Land

Vort Hjerte er en Sangbund fin