I skulde se vor Hane,
naar den paa Frierfødder gaar:
Stolt som en Sejersfane
dens Hale op i Luften staar,
sit Bryst den fremad bøjer,
og sirlig knejser Kammens Rand
— kom bare ej med Løjer
til denne velfriserte Mand.
Forelsket, ja beruset
han stryger som en Tryllegren
sin Vinge om i Gruset
og tripper rundt med stive Ben.
„Ho-ho, ho-ho, du skønne,
du, som med Hjertet staar mig nær
du vil min Elskov lønne,
du eneste, som jeg har kær!”
Koket den lille skraber
og hummer sig og stirrer ned.
Tilsidst Hr. Hane taber
sit Taalmod og sin Kærlighed.
„Ho-ho!” galant han vender
sig til en anden Dame hen,
„du eneste, du kender
min Trofasthed, du søde Ven!”
Se saadan rundt han glider
med Elskovs-Suk den hele Dag,
og hele Flokken bider
paa Krogen med et sødt Behag.
„Ho-ho!” han ler fornøjet.
— Min Sandten, om jeg kan forstaa,
hvor I kan gaa i Tøjet,
I dumme, dumme Putter smaa!