Hjorte sloges i Skoven en Dag,
to vælige Dyr med Grene paa Panden.
Ak ve! — ved de rasende Stød og Slag bl
ev Takkerne filtrede ind i hinanden.
Fnysende gjorde de Spring paa Spring;
men Takkerne holdt som en Hægte og Malle.
Som rasende tumled de sig omkring,
til Skummet begyndte i Halsen at ralle.
Stod saa og pustede tavse en Tid,
skævende til hinanden i Vrede.
Af Sult de til sidst forglemte al Splid
og gav sig broderlig til at æde.
Og rolig de fulgtes den hele Dag,
Skæbnen dem tvang til enig Færden.
Om Natten de laa under Bøgens Tag
og sov som de bedste Venner af Verden.