Jeg har holdt af dig, fra jeg var Barn,
ja før jeg begyndte at stave,
jeg gør det endnu, dit lille Skarn,
hvor fælt du end plyndrer min Have.
Tit har du mig moret, naar du har tét
dig lækkert for Stillids og Svale.
Og tit har jeg staaet bag Tjørnen og lét,
naar du sloges med brusende Hale.
En lille forsoren Krabat du er,
ej synderlig pillen med Tøjet,
lidt næsvis, lidt kry i din daglige Færd,
men altid glad og fornøjet.
Jeg elsker din køjtre Kvidren i Maj,
den minder om Barnets Støjen,
jeg holder selv af din graa Kavaj,
den minder om Bondetrøjen.
Mest elsker jeg dig, fordi du tro
dig holder ved Have og Hytte,
mens Sangerne uden Rist og Ro
hvert Øjeblik komme og flytte.
Om Somren du sagtens kan være glad,
men at du ej kommer i Knibe,
naar det om Vintren er trangt for Mad,
det kan jeg ikke begribe.
Vel under dig Bonden en Kærv til Jul
(endskønt du var slem ved Rugen),
men den har du pillet, du arme Fugl,
før du er til Ende med Ugen.
Mest undrer det mig, naar Sne og Vind
mig selv gør vranten og valen,
at du kan sidde paa sneklædt Pind
og vippe fornøjet med Halen.
Da er det tit, som mit Hjerte vandt
en Lysning fra højere Sfærer.
Hav Tak, du lille Gaardprædikant,
for hvad du om Vintren mig lærer!